Ny organisering af IT-opgaver på SDU

Brugercentreret. Responsiv. Sammenhængende. Kompetencebevidst. Robust fundament. Det er de fem pejlemærker for en helt ny digital organisation, der fremover skal varetage opgaverne vedrørende IT og dermed understøtte SDU’s ambitioner på digitaliseringsområdet. Det betyder, at de hidtidige enheder - IT-service, SFEO og TEK-IT – erstattes af nye tværgående områder: SDU IT og SDU Digital.

SDU’s direktion vedtog i december 2018 en ny digitaliseringsstrategi for at sikre, at SDU også fremadrettet bruger, udvikler og former digitale kompetencer og løsninger indenfor forskning, uddannelse, vidensamarbejde og administration, som skaber værdi for ansatte, studerende, samarbejdspartnere og samfundet.

Med afsæt i digitaliseringsstrategien foretog SDU i foråret 2019 en analyse af hele IT-området for at få klarlagt, hvordan IT-opgaverne er organiseret på tværs af Fællesadministration, fakulteter, institutter og centre, hvordan beslutninger træffes og IT-opgaver styres og hvordan SDU fremadrettet kan organisere sig for at understøtte digitaliseringsstrategien bedst muligt.

-Analysen viste, at SDU’s nuværende arbejde med digitalisering og IT har mange styrker, som giver et godt afsæt for det videre arbejde med digitaliseringsstrategiens ambitioner om at gøre SDU til en digital frontløber, siger universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind.

Mange styrker
Han fremhæver medarbejdernes store samarbejdsvilje, deres evne til at få IT til at fungere uanset organisering, at mange lokale IT-løsninger er visionære og langt fremme på deres område, at dygtige medarbejdere indenfor support og udvikling gør en positiv forskel, og at SDU driver professionel basis IT i form af infrastruktur, netværk, brugeradministratoin, pc’ere og printere.

Analysen konkluderer, at de nuværende styrker koblet med en IT-organisation, der fremover også fokuserer på at være brugercentreret, responsiv, sammenhængende, kompetencebevidst og har et robust fundament (se faktaboks) vil være et stærkt afsæt for at realisere SDU’s digitale ambitioner fremadrettet.

Tværgående IT-enheder
For at sikre dette har SDU’s direktion derfor besluttet, at to nye tværgående IT-enheder - SDU Digital og SDU IT – skal afløse IT-service i Fællesadministrationen, SFEO på det Samfundsvidenskabelige Fakultet og TEK-IT på det Tekniske Fakultet.

De to nye enheder vil desuden suppleres af Centres of Excellence, som kanaliserer krav til fremtidens digitale løsninger. Centres of Excellence er ad hoc-samarbejder, som direktionen kan igangsætte for at understøtte digital innovation, udvikling og understøttelse inden for et givent område. Der vil desuden være et forstærket fokus på governance og tværgående koordination for at understøtte beslutninger og den tværgående dialog på universitetet.

Svar på morgendagens digitale udfordringer
-Ny avanceret digital teknologi forandrer i disse år menneskers arbejds- og levevilkår – derfor skal SDU løbende vurdere om og hvordan ny digital teknologi kan integreres i universitetets opgaveløsning. Denne nye organisering vil være med til at understøtte digitaliseringsstrategien bedst muligt, siger Thomas Buchvald Vind, universitetsdirektør.

Ny organisering til forår
Medarbejdere i IT-service, SFEO og TEK-IT vil blive overflyttet til de nye enheder, og det forventes, at organiseringen træder i kraft den 1. april 2020. Indtil organiseringen er på plads vil IT-support af forskere og administrativt personale fortsætte som hidtil af de respektive enheder.

Faktaboks:

SDU Digital, herunder IT-Udvikling

Vil være omdrejningspunkt for SDU’s arbejde med digitalisering på tværs af fakulteter og fællesområder.

Understøtte digitaliseringsstrategien og universitetets digitaliseringsprojekter, skabe sammenhæng mellem arkitektur, informationssikkerhed og datahåndtering (herunder GDPR) samt IT-udvikling og IT-projektledelse med ansvar for IT-udvikling på SDU.

Forankres under universitetsdirektøren.

SDU IT

Vil være centrum for support og drift samt fastholde og videreudvikle det robuste fundament, som SDU’s digitale nutid og fremtid baserer sig på.

Holde fokus på IT-driftsleverancer inden for infrastruktur, applikation og support og dermed understøtte brugernes behov i en tiltagende digital universitetshverdag.

Forankres under universitetsdirektøren.

Fem pejlemærker:

Brugercentreret
Den fremtidige organisation skal have fokus på at levere digitale løsninger og service, som dækker behov hos forskere, undervisere, ledere, ansatte, studerende og samarbejdspartnere. Den digitale organisation skal have forståelse for og nærhed til brugerne for at sikre målrettede digitale løsninger og service.

Responsiv
Den digitale organisation skal være responsiv og agil i forhold til at omsætte den teknologiske udvikling til brugbare løsninger for universitetets forskning, uddannelse, vidensamarbejde og administration. Den digitale organisation skal være innovativ, tænke stort og starte småt samt fremme ‘næste og bedste praksis’.

Sammenhængende
Den digitale organisation skal understøtte værdiskabelse ved gensidigt samarbejde på tværs af universitetets opgaver (forskning, uddannelse, vidensamarbejde og administration), organisation (institut, fakultet og fællesområde) campi (Odense, Kolding, Esbjerg, Sønderborg, Slagelse og København).

Kompetencebevidst
Den digitale organisation skal tilbyde og udvikle digitale kompetencer som er baseret på digitale visioner, teknologisk parathed og indsigt i SDU’s faglige miljøer. Den digitale organisation skal sætte det rigtige hold af forskellige kompetencer, da ‘ingen person ved alt’ i den digitale virkelighed.

Robust fundament
Den digitale organisation skal sikre et solidt teknologisk fundament baseret på klare og tydelige principper for arkitektur, integration, data og sikkerhed. Den digitale organisation skal være kendetegnet ved en transparent og effektiv model for prioritering, beslutning og økonomi.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies