Skip to main content

Bæredygtighed

SDUs første bæredygtighedsrapport er landet

Til juni er det to år siden, bestyrelsen på SDU besluttede at arbejde strategisk med FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Nu er den første bæredygtighedsrapport for SDU blevet offentliggjort.

Af Nicolai Lynge Clausen, , 29-04-2021

SDU har i snart to år arbejdet med bæredygtighed med udgangspunkt i FN’s verdensmål – men hvad er der egentlig sket siden 2019? Det giver en nylig offentliggjort bæredygtighedsrapport et indblik i med en række eksempler.

Rapporten tegner et billede af indsatserne på SDU de seneste år for at styrke den bæredygtige udvikling. Den udpeger de større strategiske indsatser, men den kigger også på, hvad der sker på uddannelserne, i forskningsmiljøerne og i selve driften af universitetet.

En stor mangfoldighed i indsatserne

Det mener leder af SDUs SDG Hub, Flemming Bridal Rasmussen. Han siger, at rapporten viser en stor mangfoldighed i indsatserne, hvilket er afgørende for, at SDU er kommet så godt i gang med arbejdet.

- Der, hvor vi virkelig gør en forskel, er gennem vores forskning og uddannelser. Bæredygtighedsrapporten er fyldt med eksempler på forskningsprojekter, hvor vores forskere på meget forskellig vis bidrager til en bæredygtig udvikling. Tilsvarende begynder der også at ske meget på uddannelsesområdet.

Der er også sket en række tiltag i driften, hvor der blandt andet har været fokus på grønne indkøb, grøn kantinedrift og en udskiftning af universitetets biler fra at være benzin- og dieseldrevne til at køre på el, som i øjeblikket er i gang.

Det hele tæller i det store regnskab, hvilket forleden resulterede i en flot rangering i magasinet Times Higher Educations liste over bæredygtige universiteter. Her blev SDU placeret som nr. 23 ud af mere end 1100 universiteter verden over.

Opfølgning til sommer

Flemming Bridal Rasmussen forklarer, at bæredygtighedsrapporten til sommer følges op af SDU’s første klimaregnskab. Regnskabet udarbejdes af professor Henrik Wenzel fra SDU Life Cycle Engineering og skal bruges i arbejdet med at gøre universitetet endnu mere bæredygtigt

- Arbejdet med klimaregnskabet er et godt eksempel på de muligheder, der er for at trække på den viden, der er i mange forskningsmiljøer om forskellige udfordringer i arbejdet med bæredygtighed. Tilsvarende er ”SDU bevæger sig” også et eksempel på et initiativ, der er vokset ud af forskningsmiljøer – i dette tilfælde på Institut for Idræt og Biomekanik.

- Vi er i øjeblikket i dialog med forskere på NAT om, hvordan vi kan trække på deres viden i arbejdet med biodiversitet på SDU’s udearealer.

Du kan læse hele rapporten i engelsk udgave her


Ansvarlig for siden: Kommunikation

Redaktionen afsluttet: 29.04.2021