Skip to main content

GDPR

Nye sider om databeskyttelse og informationssikkerhed

Har du behov for at få genopfrisket, hvordan du skal tænke over databeskyttelse og informationssikkerhed i dit arbejde? Så tag et kig i det nye univers med brugerrettet information om databeskyttelse og informationssikkerhed til dig som forsker, underviser eller er ansat i administrationen.

Af Natalie Maria Olsen , , 20-09-2021

Databeskyttelsesforordningen trådte i kraft 25. maj 2018, og de færreste glemmer nok, hvor stort et fokus der var på reglerne internationalt, nationalt – og ikke mindst på SDU. Ordentlig behandling af oplysninger er fortsat et centralt fundament i universitetets daglige virke, og når SDU skaber værdi for og med det omgivende samfund.

Som en hjælp til dig som forsker, underviser eller er administrativt ansat har SDU Digital, i samarbejde med blandt andet de lokale GDPR- og informationssikkerhedskoordinatorer, etableret et univers med brugerrettet information om databeskyttelse og informationssikkerhed . Her kan du læse mere om samtykke, de registreredes rettigheder, hvad du skal overveje før/under/efter dit forskningsprojekt, læse om arbejdet i Udvalget for informationssikkerhed og databeskyttelse og meget mere.

En central del af de nye sider er, at du fremadrettet skal registrere sikkerhedshændelser på en anden måde end den, du er vant til. Du skal nu, såfremt du bliver opmærksom på et sikkerhedsbrud, udfylde webformularen med de relevante oplysninger og blot klikke ’send’.

I arbejdet med det nye univers har vi tænkt stort og startet småt, så hvis du oplever, at du ikke fandt svar på det du søgte, er du meget velkommen til at kontakte din lokale GDPR- eller informationssikkerhedskoordinator.

Ansvarlig for siden: SDU Kommunikation

Redaktionen afsluttet: 20.09.2021