Skip to main content
Ny rektor

Jens Ringsmose tiltræder som rektor på SDU

Den 1. november har Jens Ringsmose første arbejdsdag på SDU’s rektorkontor. Det er en opgave, han ser meget frem til, og han vil som en af de første opgaver prioritere at komme rundt og besøge hele SDU og universitetets eksterne samarbejdspartnere.

Af Nicolai Lynge Drost, , 01-11-2021

Fra i dag hedder rektor på SDU Jens Ringsmose. Det blev allerede meldt ud i starten af oktober, at den nye rektor var fundet internt på universitet og nærmere bestemt Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, hvor Jens Ringsmose sad som dekan – men tiltrædelsen er først sket i dag.

Den nye mand i spidsen for SDU fortæller, at han har en klar ambition om at styrke kendskabet og relationen til interne og eksterne samarbejdspartnere som noget af det første i jobbet.

- I de første måneder vil jeg prioritere at komme rundt og hilse på samtlige campusser, fakulteter, institutter og administrative enheder. Jeg vil også prioritere at mødes med så mange af SDU’s eksterne interessenter, som overhovedet muligt i de første måneder. Der er mange dele af SDU, som jeg endnu kun kender relativt overfladisk. Det vil jeg gerne lave om på, siger han.

Tak til Ole Skøtt

Jens Ringsmose overtager stillingen fra Ole Skøtt, der har været konstitueret rektor siden sommer. Ole Skøtt vender tilbage til at være dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, og derudover fortsætter han midlertidigt som formand for Uddannelsesrådet og som SDU’s repræsentant i Danske Universiteters Uddannelsespolitiske Udvalg (RUP).

- Ole lagde ikke bare hånden på roret, da han fik overdraget ansvaret for SDU tilbage i forsommeren. Han manøvrerede med kæmpe flid, dygtighed og ordentlighed skibet videre, og han fortjener en kæmpestor tak, siger Jens Ringsmose.

Det er desuden besluttet at konstituere Sten Rynning som dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet pr. 1. november. Dekan-stillingen på SAMF bliver opslået snart.

Ansvarlig for siden: SDU Kommunikation

Redaktionen afsluttet: 01.11.2021