Grafisk Center

Styrkelse af den grafiske kommunikation med Grafisk Center

Det interne trykkeri Print & Sign overgår fra 1. november til Kommunikation under navnet Grafisk Center, og bliver dermed indgang for alle opgaver, der vedrører produktion/tryk, grafiske og digitale ydelser på universitetet.

Grafisk Center etableres som en afdeling i Kommunikation med selvstændig økonomi og daglig ledelse, som refererer til SDU´s kommunikationschef.

Fysisk bliver Grafisk Center placeret i ombyggede lokaler, hvor Print & Sign holder til i dag.

-Grafisk Center vil styrke kommunikationsområdet på SDU indenfor det grafiske område – og det vil grundlæggende betyde et øget fokus på det grafiske og visuelle udtryk på trykte og digitale platforme, siger universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind.

Den nye organisering forventes også at bidrage til øget compliance på området ved at kontakt til eksterne leverandører går via centret, som visiterer alle opgaver, der vedrører produktion/tryk, grafiske og digitale ydelser.

-Det handler grundlæggende om at styrke kommunikationsområdet på SDU og de services, der tilbydes inden for det grafiske område, siger Thomas Buchvald Vind.

Rekruttering af en daglig leder af Grafisk Center er indledt med henblik på tiltrædelse 1. december 2019.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies