Kantineudbud

En grøn kantine for alle på SDU

Et mere bæredygtigt og grønnere aftryk fylder en stor del i det nye kantineudbud, som netop er blevet offentliggjort. Alle bag udbuddet er tilfredse og håber, at både medarbejdere og studerende vil kunne mærke en forskel efter sommerferien, når det nye udbud træder i kraft.

Af Andreas Brunebjerg Jørgensen, , 19-03-2020

Det nye kantineudbud er for nylig offentliggjort. Det er medarbejdere og studerende på SDU, som sammen i et kantineudvalg har udformet det nye udbud, der træder i kraft efter sommerferien. 

Et af medlemmerne er Bente Haugaard Kristensen, der er studiekoordinator på masteruddannelserne på SDU. Ifølge hende skal der være større fokus på kvaliteten af den mad, der bliver serveret i kantinen.  

- Vi har i stor enighed snakket om krav til den nye kantine. Overordnet har vi alle ønsket mere grønt og mindre kød. Det er noget, som er ret nemt at ændre, så det er et sted at starte i ønsket om en bæredygtig kantine, siger hun.
 

Den gyldne mellemvej

Bente Haugaard Kristensen påpeger, at tingene skal være i orden, så både studerende og ansatte får en god kantineoplevelse. 
- Det ligger os rigtig meget på sinde, at tingene skal være af ordentlig kvalitet. Derfor var vi i kantineudvalget også enige om, at det er bedre med et mindre udbud, hvis kvaliteten er i top.

 - Vi skal foretage små ændringer, der i sidste ende vil gavne dem, som har daglig gang i kantinen. På den måde ændrer vi nogle små og ubevidste ting, som ville skabe en bedre oplevelse for alle.
 

En bedre oplevelse

I fremtiden håber Bente Haugaard Kristensen på, at flere medarbejdere og studerende vil bruge kantinen og nyde det udbud, som vil være aktuelt efter sommer. 
- Kantinen leverer mad til mange mennesker, og man kan lave små justeringer, som folk måske ikke lægger mærke til, men det gør en stor forskel.
 
- Samtidig sender det også et signal om, at man går op i at kvalitetssikre maden, og gennem klimamålene kan det gøre en forskel, siger hun.

Faktaboks om det nye kantineudbud

- Der afholdes 2-4 kantineudvalgsmøder årligt mellem kontaktpersoner på SDU, studerende samt medarbejdere hos Kantineoperatøren 
- Her gennemgås praktiske forhold, ligesom der følges op på aftalte beslutninger, og eventuelle ændringer fastlægges
- Kantinerne på SDU drives på nuværende tidspunkt af Chartwells, som er en del af verdens største servicevirksomhed Compass Group
- Alle udbydere, som ønsker at drive kantinerne på SDU, skulle sende et indledende tilbud til vurdering senest den 17. marts 
- Den nye kantineforpagter ventes offentliggjort i starten af maj