Skip to main content
Biblioteket

Link frem for pdf

Lavt forbrug af online ressourcer er lig med høj risiko for opsigelse. Det er derfor ikke ligegyldigt, om du som underviser uploader pdf eller linker direkte til online ressourcer fra SDU’s e-læringsplatform. Biblioteket opfordrer kraftigt til link-metoden, som bedst sikrer korrekt brugsstatistik for databaserne.

Af Jens Dam, , 17-12-2020

Som underviser er du med til at sikre fortsat adgang til bibliotekets mange online ressourcer ved at linke direkte til vores licensbelagte materiale fra SDU’s e-læringsplatform. Når du linker til online artikler og kapitler i e-bøger, frem for at uploade materialerne som pdf, slipper du samtidig for at undersøge, om de forskellige forlag tillader course packs. De direkte links kan lægges ind i din kursusplan/litteraturliste, hvilket sparer dig for en masse tid.

Der er også fordele at hente for dine studerende: Ved at linke direkte til materialet hjælper du dine studerende ved at give dem let adgang til online-ressourcerne i dit pensum. Når du linker direkte til materiale i forskellige databaser, lærer de studerende både, at der findes mange forskellige databaser samt at navigere i dem. Det forbedrer deres kompetencer inden for informationssøgning, så de er godt klædt på til selv at søge videnskabelig litteratur til for eksempel bacheloropgave og speciale.

Ikke mindst opfordrer vi på biblioteket til, at du linker direkte, fordi det giver os mulighed for at følge med i brugen af de forskellige databaser. Det bevirker, at vi bedre kan sikre adgang til relevant materiale, da vi ved om de baser, vi betaler for, bliver brugt. Lavt forbrug af en database placerer den i farezonen for at blive opsagt.

Se hvordan du linker: libguides.sdu.dk/ophavsret/ematerialer og læs mere om ophavsret for undervisere på SDU i denne guide libguides.sdu.dk/ophavsret og på sdu.dk/da/bibliotek/undervisere/undervis+lovligt

Redaktionen afsluttet: 17.12.2020