Skip to main content
Klimacenter

Sebastian Mernild i spidsen for etablering af SDU’s klimacenter

SDU’s prorektor Sebastian Mernild har sat sig i spidsen for arbejdet med at få skudt universitetets klimacenter i gang, efter at de seneste måneders rekrutteringsforløb efter en centerleder endte uden en ansættelse.

Af Nicolai Lynge Drost, , 15-11-2021

Det bliver den internationalt anerkendte professor i klimaforandringer og SDU’s egen prorektor, der skal sikre realiseringen af universitetets kommende klimacenter. Sebastian Mernild bliver konstitueret som leder af klimacentret med direkte reference til rektor, og han bliver dermed personen, der skal få gang i det strategisk vigtige center.

Inden sommerferien blev det offentliggjort, at SDU ønsker at etablere et nyt tværfagligt klimacenter, der skal bygge på dyb fagdisciplinær viden og udvikle tværvidenskabelige indsigter på højeste internationale niveau.

Ansættelsesproces uden succes

Efter planen skulle der have været udpeget en leder for klimacentret ultimo 2021, så det kunne etableres i starten af næste år.

I ansøgerfeltet var der dog ingen, der i sidste ende blev tilbudt en ansættelse, og derfor konstitueres Sebastian Mernild nu til opgaven med at få bygget centret op. Hans primære arbejdsopgaver vil ligge hos klimacentret, men han vil også fortsat udføre opgaver som prorektor efter aftale med rektor. Sebastian Mernild forventes som udgangspunkt at være konstitueret leder af klimacenteret frem til sommeren 2022.

- Jeg er utrolig glad for, at Sebastian Mernild har påtaget sig opgaven med at få skudt klimacentret godt i gang. Centret har en stor prioritet for SDU, da det taler ind i vores arbejde med bæredygtighed og grøn omstilling. Vi får nok ikke en bedre person til at få det godt fra land end Sebastian Mernild. Han har kompetencer, viden og et netværk inden for feltet i verdensklasse, lyder det fra rektor Jens Ringsmose.

Et center i international klasse

Centret forventes at markere sig nationalt såvel som internationalt ved at huse en række større forskningskonsortier og -projekter, faglige forsknings- og samfundsmæssige netværk samt nationale og internationale forskere i topklasse.

- Der er et akut samfundsmæssigt behov for at bringe videnskab til bordet, så vi kan få en bedre forståelse af konsekvenserne af et ændret klima og hvordan vi tilpasser os og afbøder klimaforandringerne. Det arbejde ligger mig meget på sinde, og jeg glæder mig til at løbe vores klimacenter i gang i den kommende tid, siger Sebastian Mernild.

På længere sigt skal centret danne ramme om uddannelser på kandidat- og Ph.d.-niveau, samt efteruddannelse, hvor studerende efter uddannelsen kan agere i en kompleks verden med mange modsatrettede problemstillinger indenfor klimaforandringer.

Billede af prorektor Sebastian Mernild

Vil du vide mere?

Læs mere på klimacenterets side, hvor formålet med og visionerne for centret også uddybes i en video.

Ansvarlig for siden: SDU Kommunikation

Redaktionen afsluttet: 15.11.2021