Skip to main content
Forskningsartikler

SDU ligger over målsætningen for publicering af forskningsartikler

En nylig offentliggørelse viser, at SDU ligger nummer tre blandt de danske universiteter i andelen af offentligt tilgængelige forskningsartikler, og det er en positiv udvikling.

Af Lotte Thing Rasmussen, , 01-05-2020

Den årlige Open Access Indikator-måling for forskningsartikler i 2018 er lige blevet offentliggjort. Målingen viser andelen af publicerede forskningsartikler, der er frit tilgængelige på internettet uden nogen former for forudgående betaling eller brugeroprettelse.

I målingen placerer SDU sig på en flot tredjeplads i forhold til andre danske universiteter, hvor universitetet er gået fra 45,6 pct. Open Access i 2017 til 60,1 pct. i 2018.

- Det er flotte tal, som vi er ganske godt tilfredse med. Samarbejdet med både institutter og de enkelte forskere fungerer godt. Vi møder generel forståelse for, at dette er vigtigt arbejde at få gjort, selvom det for mange ligger som en ekstra arbejdsopgave, længe efter det sidste punktum i publikationen er sat, siger Anne Thorst Melbye, kontorleder på Pure-kontoret, som hører til på biblioteket.

Opfordring til forskere

Hvor Open Access-indikatoren klassificerer udelukkende på baggrund af tidsskriftets politikker, klassificerer Pure-kontoret også på baggrund af de meldinger, de får tilbage fra forskere.

Hvis Pure-kontoret for eksempel modtager besked om, at forskeren ikke har et accepteret manuskript, bliver publikationen klassificeret som blokeret, selvom tidsskriftet tillader upload.

- Vi opfordrer derfor til, at alle tilbagemeldinger på Open Access-henvendelser videresendes til os. 2019-tallene kan stadig påvirkes ved at uploade accepterede manuskripter, siger Anne Thorst Melbye.

Stort potentiale

- Vi har lagt alle de open access-versioner i Pure, vi har haft mulighed for. For de resterende har vi kontaktet forskere for at få et accepteret manuskript til upload, hvor det er tilladt. Vi opfordrer forskere til at respondere på vores henvendelser, uanset om de kan levere et accepteret manuskript, siger Anne Thorst Melbye, som også hæfter sig ved, at andelen af uudnyttede potentielle Open Access publikationer falder, men dog fortsat har et stort potentiale for at fortsætte Open Access-kurvens stigning.

SDU’s institutter har midt april modtaget mail fra PURE-kontoret med:

  • Instituttets Open Access-indikator-tal for 2016-2018
  • Instituttets nuværende Open Access-andel for 2019
  • En liste over 2019-publikationer med upload-mulighed, der endnu ikke er Open Access. PURE kontoret opfordrer til at gennemgå denne liste, hvor publikationerne er markeret som uudnyttede i grafen.

Institutterne har derved en mulighed for at følge op på listen og på den måde skabe mere Open Access for 2019-publikationer. Alle publikationerne på listen kan gøres Open Access ved upload af et accepteret manuskript.

- Vi udsender fortsat månedlige rapporter til institutterne over publikationer, hvor et manuskript kan uploades, og vi opfordrer derfor også til, at de rapporter bruges til at kontakte forskere, så Open Access skabes i løbet af året fremadrettet, siger Anne Thorst Melbye.

Pure-kontoret tilbyder fortsat at uploade manuskripter i Pure, send til puresupport@bib.sdu.dk.

Figuren viser open access-udviklingen for 2016-2019. Tallene for 2019 er baseret på Pure kontorets prognose.

Figuren ovenfor viser open access-udviklingen for 2016-2019. Tallene for 2019 er baseret på Pure kontorets prognose.

Danmarks Open Access Indikator


  • Danmark har en national strategi for Open Access, der opgøres årligt.

  • Strategien lægger op til en forventet stigning på 9 pct. om året frem mod målet på 100 pct. i 2025. 

  • Den nationale måling for universiteternes andel af Open Access i forhold til den nationale Open Access strategis målsætning kan ses her: oaindikator.dk/da/overview/local 

  • SDU’s Open Science politik anbefaler ligeledes, at SDU’s forskere uploader accepterede manuskripter i Pure eller publicerer Open Access, hvor dette er muligt.