Skip to main content
Boghandlen

Studenterboghandelen på Syddansk Universitet styrkes med ny partner

Studenterboghandlen på Syddansk Universitet går sammen med Academic Books og SL Fonden. Sammenlægning blev godkendt af Erhvervsstyrelsen i december 2020.

Universitetets vokseværk og den stigende konkurrence på salget af studiebøger og nye digitale tiltag betyder at Studenterboghandelen har forenet sine kræfter med Danmarks største akademiske boghandel, Academic Books og SL Fonden i samarbejde med Syddansk Universitet.

Ved sammenlægningen øges udbuddet af studiebøger til universitetets studerende og medarbejdere, der fremover vil have adgang til mange mio. danske og internationale titler samt et stort udvalg af e-bøger. Den fysiske boghandel på campus fortsætter uændret med størstedelen af de velkendte ansigter, der gennem mange år har hjulpet de studerende og ansatte til mere viden.

For Syddansk Universitet er det vigtigt, at de studerende får de bedst mulige rammer for studiet, og deri er en konkurrencedygtig og fysisk tilstedeværende boghandel en essentiel medspiller.

Som led i sammenlægningen har universitetet cementeret samarbejdet med den sammenlagte boghandel i en ny samarbejdsaftale.

Om Academic Books

Academic Books er en akademisk nonprofit boghandel, hvilket betyder, at al overskud går til at sætte prisen på pensumbøger ned og forbedre studiemiljøet på videregående uddannelser. Academic Books er en del af SL Fonden, der består af syv boghandlere og forlaget Samfundslitteratur.

Academic Books har eksisteret siden 1967 og har stor erfaring med at servicere studerende på alle typer universitets – og professionsuddannelser. Det har altid været Academic Books ambition at være mere end en boghandel, ved at bidrage til det gode studieliv på de forskellige uddannelsesinstitutioner. Udover at være en akademisk boghandel, tilbyder Academic Books derfor også overblik over pensumlister til hver semesterstart og muligheden for at søge om økonomisk støtte til studenterinitieret projekter.