Skip to main content
SDU Uddannelse

Studiestart

Velkommen til de nye studerende

I går startede det nye studieår, og det betyder, at 4.149 nye BA-studerende og 3.725 KA-studerende er trådt ind ad dørene på SDU. Det er dejligt både at se og høre, at vores gange igen summer af liv.

Selv om den 2. september er første studiedag, er det langt fra de nye studerendes første møde med SDU. Nogle har besøgt os til Åbent Hus eller mødt vores studerende, da SDU Takeover kom forbi deres ungdomsuddannelse. Andre har været til uniTEST og været i kontakt med os gennem deres optagelsesproces. Rigtig mange af de nye bachelorstuderende tog også allerede hul på den sociale studiestart i løbet af uge 35.

Administrativt er studiestart også ensbetydende med en ny studenterpopulation, som vi i SDU Uddannelse (forhåbentlig) kommer til at følge de næste 5 år til vejledninger og i de mange studiesystemer vi bruger i uddannelsesadministrationen. De studerende vil finde vej til os både online og i de fysiske skranker, når spørgsmålene presser sig på, de vil tilmelde sig fag og eksamener (og sikkert afmelde sig nogle igen), og de vil evaluere deres undervisning. Nogle af dem vil være aktive i studenterforeningerne, andre har brug for specialpædagogisk støtte, mens nogle vil få brug for hjælp til at skifte studie. 

Alle i SDU Uddannelse gør sig umage med at skabe de bedste rammer for de studerende, så de kan trives og vokse. Vi glæder os derfor til at følge deres rejse gennem studietiden på SDU.
 
Redaktionen afsluttet: 03.09.2024