Nye webrapporter for søgning til deltidsuddannelser på SDU
To nye webrapporter giver nu mulighed for at følge den daglige søgning til uddannelser på efter- og videreuddannelsesområdet samt dykke ned i historikken for ansøgninger de sidste tre år.
Der er udviklet to nye webrapporter til efter- og videreuddannelsesområdet med fokus på henholdsvis den daglige søgning til næstkommende studiestart samt den historiske søgning tilbage i tid. Begge webrapporter indeholder ansøgninger i forhold til hele deltidsuddannelser.
Webrapporten med den historiske søgning viser søgningen for de sidste 3 årgange og giver mulighed for at dykke mere ned i udviklingstendenser. Den daglige søgning giver et ”her og nu” billede af søgningen mhp. at følge denne i realtid.
Grafen viser ansøgninger fordelt på uddannelsestype. Der var 1396 ansøgninger på hele uddannelser i 2025, hvilket er 39 færre end i 2024. Masteruddannelserne repræsenterer den største gruppe efterfulgt af bachelor (jura), og lidt efter kommer gruppen med HD og kandidat.
Webrapporterne viser både de overordnede tendenser for søgning og herudover, giver webrapporten mulighed for at gå i detaljen med søgningstallene. De almindeligt kendte variable som køn, alder, bopæl og statsborgerskab præsenteres i webrapporterne, mens andre variabler i højere grad sigter på det særlige for populationen af deltidsstuderende, som f.eks. stillingsbetegnelse og firmatilknytning.
De to webrapporter er overordnet næsten identisk opbygget. Webrapporten med den historiske søgning opgøres dog årligt, og vil fremadrettet opdateres, når ansøgningsperioden for indeværende studiestartsår udløber, mens webrapporten med den daglige søgning er i realtid.
Denne webrapport opdateres hver morgen, og data trækker direkte fra DANS. Webrapporten med aktuel søgning, følger søgningen med studiestart til sommer 2026. Da der på nuværende tidspunkt kun er registreret enkelte ansøgninger, er antallet af ansøgninger fortsat stadig lavt.
Der vil blive udviklet en tilsvarende løsning for ansøgninger på enkeltfag.