Skip to main content
Affaldssortering

SDU sorterer affald

Teknisk Service arbejder på højtryk for at gøre affaldssortering mere synlig i dagligdagen på SDU. Det er dog ikke så enkelt som det lyder, men gennem en fælles indsats er man på rette vej.

Af Andreas Brunebjerg Jørgensen, , 05-02-2020

Studerende og medarbejdere stemte i november om de forslag fra verdensmålsforummet, som SDU bør tage fat på først. Det forslag, som fik flest stemmer, var ”Fra affald til ressourcer”, der skal styrke den cirkulære økonomi på universitetet.

Afdelingschef Service og Logistik Pia Hjort har taget godt imod forslaget. Hun fortæller, at man allerede er gået i gang – og at affaldssortering ikke er nyt. Der bliver allerede sorteret. Det sker blot ”bag scenen”. 

Men fremover skal medarbejdere og studerende inddrages mere. Sortering og den efterfølgende håndtering af affald skal gøres nærværende og mere synlig for dem.

Hvor langt vil du gå?

Flere og flere har vænnet sig til at sortere affald hjemme, og disse gode vaner skal videreføres som en naturlig del af deres studie- og arbejdsliv på SDU.

- I stedet for at have en masse små affaldskurve på kontorerne, håber vi på at kunne etablere affaldsøer, hvor medarbejdere og studerende selv kan være med til at sortere deres affald.  Det Naturvidenskabelige Fakultet  og Det Tekniske Fakultet har allerede tilbudt at være frontløbere sammen med Teknisk Service, fortæller Pia Hjort.

Mange led efter din sortering af affald

Som nævnt sorterer SDU allerede sit affald – og gør det i stor stil.

- Vi sorterer i 32 fraktioner, som vi organiserer, så miljø- og affaldsvirksomheden Marius Pedersen A/S og andre samarbejdspartnere kan fragte skraldet sikkert videre til den rette behandling.

- Det er nok de færreste, der ved, hvad der sker med affaldet efter sorteringen, og hvordan det håndteres på en bæredygtig måde i de efterfølgende led. Det skal vi være bedre til at informere om, siger hun.

Fælles proces

Når der kommer nye ideer til affaldssortering, er det vigtigt, at de kan fungere hele vejen gennem kæden fra udsmidning til sortering og genanvendelse.

- Vi kan bedst leve op til verdensmålene i vores hverdag ved at lægge os tæt op ad det, der er foreslået i de kommuner, hvor vi er tilstede, så vi indfører lignende affaldssortering, siger betjent Jan Jeppesen fra Teknisk Service.

- Det vil sige, at vi sammen med transport- og aftagerfirmaer samt andre eksterne samarbejdspartnere finder ud af, hvordan vi bedst sorterer og behandler affaldet, siger han.

Fakta: Projekterne

SDU holdt i efteråret et verdensmålsforum, hvor medarbejdere og studerende generede idéer til, hvordan universitetet kan arbejde med bæredygtighed. I november stemte medarbejdere og studerende om forslagene, og det er besluttet arbejde videre med de tre forslag, der fik flest stemmer.

De tre forslag er ”Fra affald til ressourcer”, ”SDU bevæger sig” og ”Transport, der dur”. Denne artikel er udsprunget af ”Fra affald til ressourcer”.

Fakta: Affaldssortering

De nye affaldsøer på Campus Odense tænkes opdelt i de samme fire fraktioner, som borgerne i Odense skal sortere affaldet i:

  • Bioaffald (til biogas)
  • Pap og papir
  • Glas, metal og jern
  • Restaffald (til forbrænding)