Skip to main content
Affaldssortering

Affaldssortering ”bag scenen”

Teknisk Service arbejder hver dag på at styrke SDU's cirkulære økonomi. Ét af initiativerne er et samarbejde med Grundfos, der både støtter miljø og medmennesker.

Af Astrid Ravn Andersen, , 12-04-2021

I november stemte studerende og medarbejdere ved SDU’s verdensmålforum på forslaget ”Fra affald til ressourcer”, der skal være med til at forbedre den cirkulære økonomi på SDU. I denne forbindelse er der blandt andet kommet fokus på at skabe affaldsøer, så studerende og medarbejdere kan bidrage til affaldssorteringen.

Men "bag scenen" gemmer der sig endnu flere initiativer, der skal bidrage til at mindske SDU's klimaaftryk.

Ét af disse initiativer kommer fra Teknisk Service, hvor VVS-teknikerne i samarbejde med Grundfos sørger for, at alle brugte pumper bliver sendt til genanvendelse hos Grundfos.

- Vi får en skraldecontainer leveret kvit og frit ude fra dem, og når den så er fyldt, så sender vi bare en mail til dem om, at den er klar til afhentning, fortæller VVS'er Jens Hildebrandt .

Samarbejdet gør det derfor ligetil for håndværkerne at bidrage til SDU's cirkulære økonomi. Initiativet er bæredygtigt på flere måder. Foruden den klimamæssige fordel, der er ved genanvendelse, har ordningen også fokus på social bæredygtighed. 

- De har en hel afdeling med hovedsageligt flexfolk, som demonterer og skiller pumperne ad, så de genanvender 98 % af materialerne igen.

Ordningen sikrer således arbejde til folk, som af sociale og/eller helbredsmæssige årsager har nedsat arbejdsevne.   

- At der er det sociale aspekt i det, det synes jeg er meget positivt. At man kan hjælpe nogle mennesker, der ikke lige kan have et fuldtidsjob, men som kan gøre noget gavn, fortæller Jens Hildebrandt.

Du kan læse mere om Grundfos' take back ordning her.

Redaktionen afsluttet: 12.04.2021