Samarbejder på tværs

SDU satser på fire nye initiativer

Direktionen har udvalgt fire projekter, som over de næste tre år vil modtager økonomisk støtte fra Direktionens Strategiske Pulje

Af Bente Dalgaard, , 20-12-2019

SDU søsætter næste år fire nye forskningsindsatser, der skal skabe resultater gennem nye samarbejder på tværs.

Direktionen har udvalgt fire projekter, som over de tre næste år vil modtage økonomisk støtte fra Direktionens Strategisk Pulje.

Projekterne er:

  • Center for Grundskoleforskning
  • SDU Just Society Program
  • Trinity
  • SDG Tools

De understøtter alle et eller flere af FN’s Verdensmål for bæredygtighed.

Grundskoleforskning

Center for Grundskoleforskning skal være med til at kvalitetsudvikle læreruddannelsen og undervisningen i grundskolen – det vil sige folkeskoler, friskoler og efterskoler.

Det skal ske i tæt samarbejde med læreruddannelserne på professionshøjskolerne.

SDU har allerede en stærk position inden for uddannelsesforskning, især på gymnasieområdet, og målet er at det nye center skal blive en lige så markant aktør for grundskoleområdet.

Projektet understøtter FN’s Verdensmål nr. 4 om kvalitetsuddannelse.

Dekan Simon Møberg Torp fra Det Humanistiske Fakultet er projektansvarlig.

SDU Just Society Program

Forskere fra Institut for Statskundskab og Juridisk Institut går sammen om at udbrede viden om rets-, forvaltnings- og velfærdsspørgsmål rundt om i verden.

Det sker ud fra en ambition om at bidrage til udviklingen af stærke og bæredygtige samfundsinstitutioner.

Ideen er, at der skal oprettes et kombineret forsknings- og undervisningsprogram, hvor et ’rejsehold’ af forskere drager ud i verden for at undervise og samarbejde med myndigheder, undervisningsinstitutioner, private virksomheder og civilsamfund om bæredygtige samfundsløsninger.

Projektet understøtter FN’s Verdensmål nr. 5 om ligestilling, nr. 8 om anstændige jobs og økonomisk vækst, nr. 10 om mindre ulighed og ikke mindst nr. 16 om fred, retfærdighed og stærke institutioner.

Dekan Jens Ringsmose fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet er projektansvarlig.

Trinity

Trinity skal være et tværfagligt kraftcenter, der skaber, modner og formidler viden og teknologi inden for motion og bevægelse.

Projektet bringer tre SDU-perspektiver på motion og bevægelse sammen: Det fysiologiske, det humanistiske og det teknologiske og vil derfor have deltagere fra flere forskellige fagområder.

Rationalet er, at gensidig inspiration, fælles projekter og planlægning på tværs skaber bedre resultater, som også vil få større gennemslagskraft til gavn for folkesundheden.

Projektet understøtter FN’s Verdensmål nr. 3 om sundhed og trivsel samt nr. 10 mindre ulighed.

Dekan Ole Skøtt fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er projektansvarlig.

SDG Tools

Projektet vil udvikle nye digitale værktøjer til danske virksomheder og organisationer, der vil arbejde mere systematisk med cirkulær økonomi.

FN’s 17 mål for bæredygtig udvikling er komplekse at forholde sig til for de enkelte virksomheder, og i øjeblikket findes der ikke videnskabelige, offentliggjorte strategier eller forretningsværktøjer, som virksomhederne kan anvende, hvis de vil implementere verdensmål i deres forretningsstrategi.

Projektet satser på at patentere en digital værktøjskasse. Derefter er det planen at søge eksterne fonde om midler til at udvikle pilotprojekter.

Projektet understøtter alle FN’s Verdensmål, idet det rummer metoder til at arbejde med alle Verdensmål.

Dekan Henrik Bindslev fra Det Tekniske Fakultet er projektansvarlig.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies