Skip to main content

Onlineundervisning

I forlængelse af Covid-19-pandemien og de som konsekvens deraf indhøstede erfaringer med online undervisning i 2020 og 2021 ønsker fakultetet at fastlægge overordnede rammer for onlineundervisningen på fakultetet. Målet er, at fakultetets uddannelser udnytter de potentialer ved øget onlineundervisning, som har åbenbaret sig samt sikre, at der er klare procedurer for beslutninger vedrørende brug af onlineundervisning, der inddrager alle relevante interessenter.

Undervisning på Det Humanistiske Fakultet tager altid udgangspunkt i Humanioramodellen for aktiv læring og aktiverende undervisning. Således bør onlineundervisning også planlægges og tilrettelægges i henhold til modellen.

Humanioramodellen er en platform for udvikling og udformning af aktiverende undervisning og aktiv læring, som udmønter Syddansk Universitets principper for uddannelse: aktiverende undervisning og aktiv læring. Modellen tager udgangspunkt i, at aktiv læring realiseres gennem deltagelse i flere forskellige former for undervisning og aktiviteter. Den viser samtidig, hvordan undervisningen kan være aktiverende på forskellig vis.

Humanioramodellen baserer sig på, at forskellige former for undervisningsaktiviteter foregår i forskellige ”rum”, der defineres af underviseres og studerendes respektive roller og ansvar.  Modellen synliggør, at den studerende har forskellige opgaver og roller i løbet af sit studium, herunder at deltage i forskellige aktiviteter og bidrage med en varietet af leverancer.

På Det Humanistiske Fakultet opereres der med følgende former for onlineundervisning:

Fulde onlineforløb

 Undervisningen tilrettelægges og afvikles helt online under hensyntagen til Humanioramodellen. 

Tilstedeværelse registreres som normalt under hensyntagen til reglerne i studieordningen og fagbeskrivelsen.

Fulde onlineforløb skal godkendes af Studienævnet.

Blandede forløb

Undervisningen tilrettelægges og afvikles delvist online. Der kan indgå både fysisk undervisning og onlineforløb for hele holdet. Undervisningen tilrettelægges og afvikles under hensyntagen til Humanioramodellen.

Tilstedeværelse registreres som normalt under hensyntagen til reglerne i studieordningen og fagbeskrivelsen.

Blandede forløb skal godkendes af Studienævnet.

Parallelundervisning / hybridundervisning

 Undervisningen tilrettelægges og afvikles, hvor nogle studerende deltager i fysisk undervisning, mens andre deltager i samme undervisning online. Underviseren medtænker i sin tilrettelæggelse, at studerende, der deltager online, skal deltage aktivt i undervisningen. Undervisningen tilrettelægges og afvikles under hensyntagen til Humanioramodellen.

Tilstedeværelse registreres som normalt under hensyntagen til reglerne i studieordningen og fagbeskrivelsen.

Parallelundervisning/hybridundervisning skal godkendes af Studienævnet.

Streaming af fysisk undervisning

Ved streaming af fysisk undervisning kan underviseren give den studerende mulighed for at se og høre den fysiske undervisning, men uden mulighed for at deltage i undervisningen. 

Underviseren skal i tilrettelæggelse af undervisningen ikke tage hensyn til, at der er enkelte studerende, der observerer via distancen, og undervisningen tilrettelægges derfor som fysisk undervisning under hensyntagen til Humanioramodellen. 

Ved streaming af fysisk undervisning er underviseren ikke forpligtet til at interagere med den studerende, og den studerende kan ikke interagere med medstuderende. Streaming af fysisk undervisning svarer til at gennemse en optagelse af undervisningen, og deltagelse via et streaminglink kan derfor ikke tælle som tilstedeværelse.

Streaming af fysisk undervisning må ikke forveksles med Parallelundervisning/hybridundervisning.

Studienævnet kan eventuelt beslutte, hvorvidt studienævn eller studieleder skal orienteres om brugen af streaminglink.


Nedenstående er gældende for alle former for onlineundervisning:

Kurset skal være egnet til onlineundervisning
 
Følgende faktorer skal tages i betragtning ved beslutninger om gennemførelse af onlineundervisning:
  • Et kursus’ egnethed til onlineundervisning set fra et læringsmæssigt og fagligt synspunkt og under hensyntagen til Humanioramodellens forventninger.
  • Den samlede balance mellem online og fysisk undervisning i et givet semester for en given årgang.
  • Praktiske hensyn (fx sygdom, kalenderudfordringer, lokaleressourcer) dog altid under hensyn til kursets egnethed til online afvikling.
  • Udfordringer forbundet med at kombinere fysisk og onlineundervisning på skemaet på den givne dag.
Undervisning optages som udgangspunkt ikke 
Humaniora prioriterer aktiverende undervisning og aktiv læring, og interaktiv undervisning er typisk valgt, fordi den er en faglig og pædagogisk forudsætning for læringen i faget. Det er sjældent muligt at opnå samme læring ved passiv overværelse af undervisning.
 
Tilstedeværelseskravet er ikke opfyldt, når studerende deltager via et streaminglink
Ved deltagelse via streaminglink har den studerende ikke opfyldt tilstedeværelseskravet, da streaming er at sidestille med at gennemse en optagelse af undervisningen. Kurser med krav om tilstedeværelse skal derfor i udgangspunktet udbydes med fysisk undervisning eller som en af de online-varianter, hvor tilstedeværelse kan registreres som normalt, og altid i henhold til de fastsatte regler for tilstedeværelseskrav i studieordningen og fagbeskrivelsen.
 
Kodeks for studerendes adfærd ved onlineundervisning
Al online undervisning skal foregå med respekt for kodeks for studerendes adfærd ved onlineundervisning (bilag 1).
 
Kompetenceudvikling
Undervisere, der systematisk underviser online, skal have tilbud om relevant kompetenceudvikling.

Overordnet set beslutter studienævnet, hvilke rammer der er for tilrettelæggelsen af undervisningen på den enkelte uddannelse. Det er studienævnets ansvar at påse, at de studerende modtager undervisning inden for disse rammer.

Studienævnet har herunder mulighed for at afvise ansøgninger om omlægning til online eller parallel-/hybridundervisning, såfremt studienævnet finder, at grundprincipperne ikke er opfyldt.

Planlagt omlægning af kurser til online 
Omfatter formerne: Fuldt online, Blandede forløb, Parallel-/hybridundervisning.

  1. Ansøgning behandles af studienævnet med udgangspunkt i grundprincipperne
  2. Hvis forslaget om at gå online ikke fremsættes af alle involverede undervisere på en uddannelse, skal undervisere, der ikke fremsætter forslaget, høres før beslutning
  3. Studienævnene skal godkende den samlede plan for omlægninger til online jf. nærmere procedureplan

Akut omlægning af kurser til online (for en kortere periode)
Omfatter formerne: Fysik undervisning, Blandede forløb (fysiske del) Parallel-/hybridundervisning (fysiske del).

Underviser træffer selv beslutning, men underretter studieleder og studiesekretær og sikrer sig herunder hos studiesekretær, at der ikke er konflikter med anden undervisning. I tvivlstilfælde inddrages studieleder. Fakultetet opfordrer kraftigt til, at man melder sig syg, hvis man er syg. Der kan dog være tilfælde, hvor underviseren ikke er interesseret i at aflyse undervisning, som fx ved børns sygdom, eller dårligt vejrlig, hvor det vil være muligt at gennemføre undervisningen online. 
 
Tilbud om streaminglinks

Afgørelse om, hvorvidt der eventuelt i forbindelse med fysisk undervisning skal stilles streaming-link til rådighed, træffes af den enkelte underviser ud fra en faglig og pædagogisk vurdering. Streaminglink kan dog ikke tilbydes i kurser med et tilstedeværelseskrav.


Kodeks for onlineundervisning

på Det Humanistiske Fakultet

Læs her

Sidst opdateret: 15.11.2023