Skip to main content
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
SUND 2023

Vi prøver os frem i fællesskab: Pilotprojekter skydes i gang på SUND

På tværs af fakultetet skal nye måder at arbejde og mødes på afprøves i pilotprojekter frem mod 2023. Processen skydes i gang med en inspirationsdag den 10. november med deltagelse fra alle otte institutter og fakultetssekretariatet.

Af Bente Kjær, 03-11-2021

Aldrig har vi været mere mobile i vores arbejde – og sjældent har vi siddet mere stille. Vi forventer at kunne være online hvor som helst, så vi kan arbejde hjemme, i kantinen, i lufthavnen, på kontoret og alle steder i og omkring arbejdspladsen. Samtidig foregår mere og mere af vores arbejde ved computeren.

De to forhold kan kobles i en symbiose, der gør vores arbejdssituation effektiv og fleksibel. Det er sådan, at vores arbejdsdag bliver mere dynamisk samtidig med, at vi kan nå mere. Det er sådan, at vores arbejdsliv og hverdag bedre kan gå op.

Netop de to forhold er også i fokus på fremtidens SUND. Her er visionen et scenarie med medarbejdere, der har en fleksibel arbejdsdag - digitalt og analogt; in-office og off-office, hvor fælles faciliteter og opmærksomhed på vidensdeling er med til at styrke relationer og samarbejde.

Fra vision til virkelighed - hvordan når vi derhen?

Hvordan kommer vi så fra visionen om fremtidens arbejdskultur til virkeligheden på SUND? Det er noget, vi skal finde ud af i fællesskab på tværs af fakultetet. 

For vi mangler viden om, hvordan en kontorkultur med fleksibel tilstedeværelse og fælles brug af faciliteter kan fungere i praksis. Ligesom vi mangler indsigt i, hvordan en ny mødekultur kan udfoldes på SUND - og i sammenhæng med en fleksibel kontorkultur.

Derfor bliver der i perioden fra august 2021 til juni 2022 gennemført pilotprojekter indenfor fleksibel kontorkultur og mødekultur med deltagelse fra et bredt udsnit af enheder på fakultetet. 

Formået er at indsamle erfaringer, som kan bruges til at komme med nogle generelle anbefalinger til en ny kontor- og mødekultur, der kan implementeres bredt på SUND fra 2023.

Fælles inspirationsdag skal hjælpe pilotprojekterne på vej

Nogle enheder er allerede i gang med at teste forskellige kontormodeller og mødetyper af, mens andre er i gang med at definere, hvordan processen skal gribes an hos dem.

Fælles for alle enheder er, at nøglepersoner fra institutterne og fakultetssekretariatet deltager i en inspirationsdag den 10. november, som skal være med til at skyde arbejdet med pilotprojekterne og de forestående forandringer i gang.

Vil du vide mere om lokale pilotprojekter og nøglepersoner i din enhed, skal du tage fat i din institutleder eller fakultetets sekretariatschef. 

Hvad er et pilotprojekt - kort fortalt?

  • Et pilotprojekt er en samling af forsøg på SUNDs institutter og på Fakultetssekretariatet, hvor vi afprøver forskellige modeller for ny praksis på arbejdspladsen.
  • De lokale forsøg igangsættes med engageret ledelsesdeltagelse og inddragelse af medarbejderne og med hjælp fra HR-Service. Erfaringer opsamles og evalueres på tværs af fakultetet.
  • Formålet er at opnå lokal læring og fælles viden om, hvad der fungerer godt på SUND, så visionen for Nyt SUND implementeres bedst muligt i praksis.

Om pilotprojekterne

Pilotprojekterne afvikles på tværs af SUND fra august 2021 til juni 2022. De gennemføres indenfor områderne "fleksibel kontorkultur" og "mødekultur" med deltagelse fra fakultetets institutter og fakultetssekretariatet.

Har du spørgsmål?

Du kan altid kontakte os med spørgsmål om pilotprojekterne og SUND 2023.

Skriv til os på nytsund@health.sdu.dk

Redaktionen afsluttet: 02.11.2021