Skip to main content
DA / EN
Besparelser

Aktioner til forbedring af TEK's økonomi

Det Tekniske Fakultet forventer negative driftsresultater på hhv. -28 og -9 mio. kr. i 2023 og 2024. Disse underskud skyldes i vid udstrækning investeringer i opbygninger af forsknings- og uddannelsesmiljøer. Dertil kommer tilbagevendende underskud i dele af fakultetet, som opvejes af overskud andre steder, hvilket ikke er langtidsholdbart.

Studenterbestanden i Odense forventes at stabilisere sig på det nuværende niveau og vokse i Sønderborg. Sidstnævnte fordrer opbygning af uddannelses- og forskningskapacitet i Sønderborg. Denne situation er allerede regnet ind i vores prognoser.

Henset at der fortsat er investeringer TEK skal gennemføre, og at øget ekstern indtjening er indregnet, er der behov for gennem besparelser at forbedre driftsresultaterne.

Det er ledelsens vurdering at indfrielse af kravet til beholdning i 2027 sammenholdt med fakultetets økonomiske udsigter og forpligtelser fordrer besparelser i størrelsesorden 8 mio. kr. pr. år fra 2024 og frem.

Omfanget af besparelserne og de begrænsede muligheder for yderligere reduktioner på driftsområdet, som allerede er skåret til, betyder, at besparelserne må forventes primært at skulle realiseres gennem lønsumsreduktion.

Det kan ikke udelukkes, at der skal gennemføres uansøgte afskedigelser.

Der gennemføres nu en afværgefase, hvor der kan være mulighed for at indgå frivillige fratrædelsesaftaler. Når denne fase er overstået, kan der blive behov for at gennemføre en proces med uansøgte afskedigelser.

Tiltagene til at forbedre vores økonomi vælges og udfoldes efter grundige overvejelser og i tæt dialog med samarbejdsudvalget, så medarbejderrepræsentanter holdes underrettet, og forslagtil tilpasninger kan belyses bedst muligt.

Der er naturligvis i første række fokus på at forbedre vores indtjening og dækningsbidrag. Derudover vil vi for i størst muligt omfang at undgå afskedigelser, frem til 14. april undersøge mulighederne for naturlig afgang, deltidsaftaler og frivillige fratrædelser. Vi vil også ved intern mobilitet fremme intern genbesættelse af ledige stillinger.

Det er vigtigt, at vi giver os tid at sikre de bedst mulige løsninger for den enkelte og for fakultetet. Jeg håber derfor på forståelse for, at usikkerheden om, hvilken betydning besparelserne får for dig og dine kolleger, vil fortsætte nogen tid endnu.

Vi forventer at orientere om tilpasningsbehovet den 25. april og senest den 31. maj endeligt udmelde, hvordan løntilpasningen er blevet udmøntet. 

Mere information

Hvis du har spørgsmål og overvejelser, som du gerne vil diskutere i fortrolighed, kan du henvende dig til din nærmeste leder eller din tillidsrepræsentant. SDU har desuden oprettet et site på SDUnet: https://sdunet.dk/budget2023, hvor du kan se tidsplanen og blandt andet læse om de forskellige muligheder for frivillig fratrædelse.

Venlig hilsen,
Henrik Bindslev


Redaktionen afsluttet: 23.03.2023