Skip to main content
DA / EN
MMMI II

Rejsegilde for den nye MMMI II bygning 13. dec. 2022 kl 12

Første spadestik til byggeriet blev taget den 9. februar i år og nu står etagerne under tag. Det blev fejret med rejsegilde tirsdag den 13. dec. Kl. 12 i det store ”Dream Lab” område i den nye bygning.

Etablering af en ny bygning til universitetet er en omstændelig proces. Den er udført i et samarbejde mellem SDU, Byggestyrelsen og AP Møllerfonden og arkitektfirmaet CUPO, EKJ som rådgivende ingeniører og entreprenørfirmaet TC Anlæg der står for hovedentreprisen.

AP Møllerfonden støttede allerede universitetet ved etableringen af Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet og den første Mærsk bygning i 1997. Nu har fonden igen støttet med en bevilling. Desuden bidrager Byggestyrelsen og SDU til at finansiere byggeriet og indretning af bygningen.

Kunstner til byggeprojektet er keramiker Ursula Nistrup som fremstiller 5 udendørsskulpturer sammen med Tommerup Keramiske Værksted.

Pavillon 4 skal vige pladsen for landskabsanlægget ved Mærsk-bygningerne og de rum der forsvinder skal dækkes ind i den nye bygning.

Bygningen har 90 kontorer som først og fremmest vil blive brugt af fagområderne computer software, velfærdsteknologi og droner. 

Der er 144 projektrumspladser som skal bruges af ingeniørstuderende fra alle vores retninger. Der bliver en let adgang for de studerende med gangbroen til bygning 44.

Så er der en direkte forbindelse i kælderplan mellem vores store Industri 4.0. laboratorium og den nye bygning. Mobile robotter vil kunne køre denne vej for at kommer over til værkstedet og de to laboratorier i den nye bygning.

Byggeriet følger planen, og hvis det fortsætter som forventet, vil TEK kunne flytte ind i bygningen i slutningen af august 2023.

Bygningen skal indrettes og der skal bl.a. indkøbes møbler til nogle af rummene og fællesområderne. Bestilling af møbler og andet interiører besluttes i begyndelsen af det nye år, hvor byggeriet er kommet længere frem og plan og timing kan bedømmes bedre. 

Flytningerne af kontorer skal planlægges i foråret så de kan udføres i august hvor det kan være ferietid for nogen.

Der er et rum i denne nye bygning som ikke findes tilsvarende på universitet i forvejen. Det er ”Dream Lab” som er det store område i midten af bygningen der går hele vejen igennem de 4 etager fra kælder til taget.

Der skal studerende lave projekter i teams hvoraf nogen skal konkurrere med andre hold på andre universiteter. SDU Vikings er et godt eksempel som er kendt for i mange år at have lavet racerbiler der bl.a. har konkurreret på Silverstone-banen i England. Den seneste model vil kunne køres direkte ind i den store elevator, som har en døråbning på 1,3 meter og en dybde på 2,5 meter.

Et andet team der hedder DISCO som med en parabolantenne på taget af TEK vil overvåge satellitter, og vil måske selv bygge en satellit. Det er et samarbejde mellem studerende på Naturvidenskab og TEK. 

Rummet er nyt og der skal ske nye ting. Der er så højt til loftet at de studerende vil kunne rejse et tårn eller en raket. Formålet er at fremme innovation, design, teknologi og entreprenørskab. Mange af aktiviteterne vil ske uden for de studerendes undervisningstider. Der skal være rart at opholde sig der også om aftenen.

 
Redaktionen afsluttet: 15.12.2022