Skip to main content
DA / EN

SDU's optag

Kvote-2-optagelsesforløbet ændres fra 2025

Fra 2025 indføres en række tiltag for optagelsesprocessen til Syddansk Universitets uddannelser via kvote-2-systemet. Det har direktionen vedtaget, og ændringerne har til hensigt at sikre, at de studerende har den nødvendige faglighed og motivation til at kunne gennemføre en universitetsuddannelse.

Efter Syddansk Universitet sidste år besluttede at indføre et karakterkrav på 7 fra 2025 for kvote 1-ansøgere til SDU’s uddannelsestilbud, er der nu en række initiativer på vej for kvote 2-ansøgerne ud fra en ambition om at sikre den nødvendige faglighed på uddannelserne.

Initiativerne blev godkendt på direktionsmødet den 18. april. Tiltagene sker ud fra de overordnede principper om at gøre søgningsprocessen gennemskuelig, retfærdig, nem og fleksibel for ansøgeren.

Den reviderede optagelsesmodel for kvote 2-ansøgerne skal ifølge prorektor for uddannelse Helle Waagepetersen supplere SDU’s overordnede strategi om at sikre højtfagligt niveau på uddannelserne.

- Vi skal have designet kvote 2-optagelsesforløbet, så vi får tiltrukket og optaget de rigtige studerende med en god faglig baggrund og motivation til at kunne gennemføre en universitetsuddannelse.

- Samtidig forsøger vi at designe og tilrettelægge mulighederne for at søge ind til SDU’s uddannelser mere på brugerens præmisser. Det skal tiltagene her hjælpe med, forklarer hun.

Et mere fleksibelt optagelsesforløb venter

Nogle af de konkrete tiltag, der er blevet godkendt med virkning fra 2025, er:

  • Gyldighedsperioden for Unitest forlænges. Det vil sige, at den score, man har opnået, kan gemmes til senere – nærmere bestemt to optagperioder. Ligeledes undersøges muligheden for at afvikle Unitesten uden for den normale ansøgningsperiode, så flere får mulighed for at tilgå testen og begynde vejen mod drømmestudiet allerede inden de søger ind.
  • Garantiscore på en række uddannelser er også på vej. Dvs. at hvis ansøgeren opnår et på forhånd oplyst antal point i Unitesten så er ansøgeren garanteret optag. Dette koncept testes pt af på SDU’s internationale uddannelser, med en garantiscore på 55 point, og giver ansøgeren mulighed for i god tid at planlægge studiestarten, fordi man i god tid kan vide sig sikker på at blive optaget på udvalgte studier. Tiltaget vil også styrke SDU’s konkurrenceposition over for andre universiteter rundt omkring i verden ift. at få tiltrukket de dygtigste kandidater.
  • Garantikvotienter på karakteren på udvalgte uddannelser – SDU har allerede garantikvotienter på udvalgte uddannelser, men vil fremadrettet arbejder endnu mere med konceptet, hvor karaktergennemsnittet fra en ungdomsuddannelse kvalificerer en ansøger direkte til at blive optaget. Det vil som ved brug af garantiscore give mulighed for ansøger at planlægge studiestart i god tid.
  • Et øget krav til at bestå unitesten indføres. På linje med et karakterkrav på 7 fra 2025 vil det kræve flere point end tidligere at bestå Unitesten, som får en anelse højere beståelsesgrænse. Dette gælder også til diplomuddannelserne

Fundament for en bedre studiestart

Den reviderede optagelsesmodel gælder fra 2025, og Helle Waagepetersen glæder sig over, at SDU får endnu bedre mulighed for at skabe de gode rammer for SDU’s kommende studerende, der skal flytte til en ny by, finde studiejob og deltage i studenteraktiviteter.

- Vi kan arbejde endnu bedre med tilknytningen til vores studerende og vi skaber et fundament for en endnu bedre studiestart på denne her måde. Samtidig med at uddannelsestilbuddene bliver mere attraktive for de internationale studerende, der søger mod SDU, så jeg er meget glad for, at det er blevet godkendt i direktionen, siger hun.


Redaktionen afsluttet: 30.04.2024