Skip to main content
DA / EN
Kick-off

OUH og SDU sætter gang i et endnu tættere samarbejde

Det gode sundhedsvæsen kræver perspektiver fra alle universitetets discipliner, derfor samledes mange gode kræfter fra OUH og SDU til kick-off for det fælles samarbejde "Sammen om Sundhed/Connected in Health".

Det summede af energi, da over 100 lektorer, professorer og ledende læger og sygeplejersker fra OUH og SDU 22. april mødtes for at drøfte fire hovedtemaer i sundhedsvæsenet:

  • Hvordan mindsker vi ulighed i sundhed?
  • Hvordan organiserer vi os i forhold til den demografiske udvikling?
  • Hvordan sikrer vi den rette kliniske prioritering?
  • Hvordan udnytter vi den teknologiske udvikling i sundhedsløsninger?

Og netop energi er vigtig, når man beskæftiger sig med så grundlæggende spørgsmål.

Alliancer på tværs af siloer

Det blev fra seminarets begyndelse slået fast af Sigge Winther, der er stifter og direktør i tænketanken Institut for Vilde Problemer og tidligere direktør i DJØF.

- Sundhedsvæsenets udfordringer er kendetegnede ved at have mange forskellige årsager, uenighed om løsninger, mange aktører og interessekonflikter. Den form for udfordringer skal fikses af alliancer på tværs af siloer. Det er ekstremt svært, så grib i første omgang fat dér, hvor I identificerer energi frem for at søge efter det mest effektfulde. Og så skal I gå all in – ellers kan I lige så godt gå hjem igen.

Sammen om Sundhed – Connected in Health

På Kick-off-seminaret fik samarbejdet også sit officielle navn – Sammen om Sundhed på dansk og Connected in Health på engelsk.

Navnet skal symbolisere et fællesskab om arbejdet med at skabe sundhed sammen samt signalere, at samarbejdet på sigt også skal omfatte andre aktører end kun SDU og OUH.

Behovsbank på ny fælles hjemmeside

Deltagernes input fra dagen bliver nu analyseret og danner grundlaget for en behovsbank, som bliver tilgængelig på en ny fælles hjemmeside connectedinhealth.dk. Tanken er at etablere partnerskaber mellem dem, der har det reelle behov, og de, der faktisk kan og vil forløse behovet. Det vil skabe den bedste motivation for i sidste ende at finde den rigtige løsning.

OUH og SDU vil derfor blandt andet bruge hjemmesiden til at opsøge nye partnerskaber med både lokale, nationale og internationale samarbejdspartnere.

Redaktionen afsluttet: 30.04.2024