Skip to main content
DA / EN

SDU

SDU reducerer husleje- og driftsomkostninger

SDU har en sund økonomi, men den udfordrede verdensøkonomi påvirker også universitetet. Rektoratet ser med alvor på situationen og igangsætter derfor en kontrolleret opbremsning af en række omkostninger.

SDU’s økonomi er ligesom økonomien i virksomheder og husholdninger påvirket af udviklingen i den nationale og globale økonomi. En aktuel prognose forudser et øget underskud i 2022. 

-SDU budgetterede fra årets start med et planlagt underskud på 79 mio.kr. i 2022. Jeg vil gerne understrege, at der er stor usikkerhed om årets resultat, men vi forventer, at dette underskud formentlig lander på et beløb i omegnen af 130 mio.kr, siger universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind på vegne af rektoratet.

Reducere omkostninger

Det øgede underskud skyldes først og fremmest faldende afkast på SDU’s værdipapirer, som viser et fald på 36 mio. kr. i forhold til budgettet. Dertil kommer mindre fald i uddannelsesindtægterne. SDU er generelt påvirket af stigende priser og usikker forsyningssituation. Men SDU er ikke aktuelt påvirket af de stigende elpriser, da SDU har en fastprisaftale, som udløber med udgangen af 2023.

-Heldigvis har SDU en sund økonomi og opsparing til at håndtere udsving i indtægterne her-og-nu. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at rektoratet ser med alvor på de konsekvenser, som prisstigninger og faldende indtægter har for universitetets økonomi, siger Thomas Buchvald Vind.

For at udvise rettidighed omhu vil rektoratet nu igangsætte en kontrolleret opbremsning af omkostningerne for at dæmpe presset på SDU’s økonomi. Opbremsningen retter sig i første omgang mod at reducere omkostninger til husleje og drift, dvs. primært el, vand og varme.

-Vi kender ikke den fulde økonomiske effekt af udviklingen i verdensøkonomien. Ved allerede nu at dæmpe nogle af vores omkostninger kan vi tage toppen af presset på universitetets økonomi. Samtidig får vi tid til at følge den nationale og globale udvikling og foretage en mere grundig vurdering af de langsigtede effekter på SDU’s økonomi, siger Thomas Buchvald Vind

Rektoratet vil fortsætte en række investeringer, som skal hjælpe med at omstille universitetets økonomi i de kommende år, eksempelvis i forhold til øget aktivitet på eksterne forskningsprojekter.

Rektoratet vil løbende holde organisationen orienteret om den videre udvikling her på SDUnet.  

Redaktionen afsluttet: 14.10.2022