Skip to main content
HR

Arbejdsmiljølovgivningen gælder også på distancen

Arbejdsmiljøloven stiller krav til indretning af arbejdsstedet og skærmarbejdet, når arbejdet ved computeren foregår regelmæssigt og svarer til mindst en dag inden for en normal arbejdsuge. I disse tilfælde skal der på distancearbejdspladsen bl.a. findes passende inventar og udstyr, så arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Indretning af arbejdspladsen på distancen

I udgangspunkt stiller SDU følgende standardudstyr til rådighed for distancearbejde: PC, skærm, tastatur, mus og head-set. Stol og skrivebord er ikke med i standardudstyret, da mange allerede har en kontorstol og et bord, der kan bruges.
Hvis der er særlige behov udover standardudstyret, kan der laves en individuel vurdering af, hvorvidt arbejdet kan udføres på distancen, om der er behov for at lave en særlig aftale eller om arbejdet må henlægges til SDU’s lokationer.

Skærm, tastatur og mus

Der skal være nok plads på arbejdsbordet til at kunne indrette skærmarbejdspladsen, så der kan opnås hensigtsmæssige arbejdsstillinger:

  • Skærmen skal kunne drejes og vippes således, at den kan tilpasses brugerens behov og være placeret, så generende reflekser og spejling undgås, fx ved placering af skærm så synsretning er parallel med vinduesflade. Skærmen skal være adskilt fra tastatur, og være placeret i en synsafstand på 50-70 cm og i en højde så en vandret udstrakt arm peger direkte på øverste menulinje.
  • Tastaturet skal kunne skråtstilles og være adskilt fra skærmen således, at brugeren kan arbejde i gode arbejdsstillinger. Undgå ”knæk” i håndleddet, når tastaturet benyttes. Der skal være tilstrækkelig plads foran tastaturet, så der kan opnås fuld underarmsstøtte på bordet.
  • Musen skal være trådløs, så medarbejderen kan placere den foran kroppen, og så skal den passe til medarbejderens hånd. Dette for at forebygge gener i håndled, arm og skulder.

Bord, stol og tilstrækkelig plads

Bordet og stolen skal passe til medarbejderen og de arbejdsopgaver, der skal udføres, og der skal være plads til at skifte arbejdsstilling og arbejdsbevægelser.

  • Arbejdsbordet skal være tilstrækkelig stort til, at der er plads til arbejdsudstyr og underarmsstøtte. Bordhøjden skal passe til den medarbejder, der arbejder ved bordet, og til de arbejdsopgaver der udføres. Der er dog ikke krav om et hæve-sænkebord derhjemme.
  • Arbejdsstolen skal kunne indstilles i højden. En god stol bør give mulighed for at variere sædehældning og sædedybde, og sæde og ryglæn bør kunne justeres uafhængigt af hinanden.
  • Arbejdspladsen skal være tilstrækkelig oplyst, med passende kontrast mellem skærm og omgivelser og uden generende blænding og reflekser. Hvis det er nødvendigt, skal medarbejderen have en arbejdslampe stillet til rådighed, hvis ikke forholdene i hjemmet giver tilstrækkeligt arbejdslys.

Bevægelse under arbejde i hjemmet

Arbejde ved computeren har tendens til at blive meget stillesiddende. Når vi arbejder på distancen, er møder og samtaler også blevet mere fastlåste til computeren. Vedvarende stillesiddende arbejde kan være forbundet med muskel- og skeletbesvær. Desuden mindsker stillesiddende arbejde det daglige energiforbrug og bidrager således til en generel inaktiv livsstil.

Det daglige skærmarbejde skal tilrettelægges så det regelmæssigt afbrydes af andet arbejde, eller hvor dette ikke er muligt, afbrydes af pauser, så sundhedsskadelige påvirkninger undgås.

For at forbygge gener og smerter i kroppen er der her nogle gode råd til at skabe bevægelse under arbejdet: 

  • Skab gode rutiner omkring træning og indarbejd pauser i løbet af arbejdsdagen, og gerne aktive pauser. 
  • Uanset hvor godt du har fået indrettet din arbejdsplads, er variation – den næste arbejdsstilling – den bedste. Derfor variér arbejdsstillinger ved at skifte mellem forskellige stole og borde. Tilrettelæg arbejdet så arbejdsopgaverne varierer og dermed også muligheden for at skifte arbejdsstillinger. 
  • Hvis det er muligt, stå op eller gå fx ved telefonsamtaler og online møder der ikke kræver skærm.
  • Er der ikke gode muligheder for variation, og har du intensivt arbejde med computermus eller andre pegeredskaber, er det ekstra vigtigt, at du aktivt tilrettelægger din dag, så du får holdt gode pauser.
  • Sørg for god pause væk fra arbejdet. 
  • Hold fri når du har fri.
Læs mere

På Arbejdstilsynets hjemmeside kan du læse mere arbejdspladsens indretning og inventar under AT-vejledning og under deres temaside om stillesiddende arbejde.

Gå til Arbejdstilsynets hjemmeside

Læs mere

Læs mere om SDU som fleksibel arbejdsplads her

Læs mere

Sidst opdateret: 12.12.2022