Skip to main content
Servicesider

Send din kommentar

Webtilgængelighed

Webtilgængelighed betyder, at vores websider kan bruges af alle – også besøgende, der har nedsat syn, hørelse, motorik eller fx er farveblinde eller ordblinde. 

For at en hjemmeside regnes for tilgængelig, skal den bl.a. optimeres til at kunne bruges af diverse værktøjer, fx skærmlæsere eller eyetrackers. 
Som offentlig organisation skal vi leve op til webtilgængelighedsloven. 

Det er dit ansvar som webredaktør på SDU at sørge for, at dine sider på sdu.dk, MitSDU og SDUnet er tilgængelige. Det gælder også billeder og filer i mediebiblioteket. 

SDU Kommunikation – Web sørger for, at SDU’s tilgængelighedserklæring er udfyldt og tilgængelig i footeren på vores sider. 

Funktionerne i Sitecore hjælper os godt på vej, når vi skal gøre selve teksten på en side tilgængelig for skærmlæsere eller specielle tastaturer.

Læs mere om Sitecores vigtigste tilgængelighedsværktøjer nedenfor.

 

 

 

Billeder skal have ALT-tekster 

En skærmlæser kan kun forklare, hvad der foregår på et billede, hvis du som redaktør har udfyldt ALT-teksten, når du uploader billedet til mediebiblioteket. 

ALT-teksten skal beskrive, hvad der sker på billedet, så den blinde bruger får samme information, som den, der kan se billedet. Du behøver ikke skrive ”Billede af…”, det siger skærmlæseren automatisk. 

Selvom et billede kun er til pynt eller stemning, skal du skrive en ALT-tekst alligevel, da der ellers er risiko for, at en skærmlæser læser fx filnavnet, og det er mere forvirrende end selv en halvdårlig ALT-tekst. 

Hvis billedet både skal bruges på dansk og engelsk side, skal du oprette to versioner i mediebiblioteket, så du kan skrive en ALT-tekst på begge sprog. 

Brug ikke billeder med tekst, det kan skærmlæseren ikke læse.

Hvis du bruger billedkarruseller, animationer eller lignende, skal brugeren kunne stoppe dem. Tilgængelighedsloven beskriver nemlig, at billeder i bevægelse skal kunne stoppes. 

Læs flere gode råd til billeder her. 

Se vejledning til at indsætte billeder her (PDF). 

Videoer skal tekstes 

Alle videoer skal have undertekster, og de må meget gerne være synstolkede. 

En synstolket video har et ekstra lydspor, hvor en fortællerstemme beskriver, hvad der sker på billedsiden i en video. Stemmen forklarer, hvem, hvor og hvad – alt det, der ikke fremgår af dialogen. Det kan fx være det smilende blik mellem to personer, en drone i luften eller en smuk solnedgang. På den måde kan man følge med i videoen, selvom man ikke kan se billederne. 

Brug ikke auto-play på video, og sørg for at man kan pause, stoppe og fjerne lyd på en video. 

Se mere om at producere video her.

Se vejledning til at indsætte video fra YouTube her. 

 

Undgå generelt PDF-filer, hvis du kan; de er svære at gøre tilgængelige, og de fungerer ikke særligt godt på små skærme.  

Lav så vidt muligt PDF’er  til almindelige websider.  Dagsordener, referater, vejledninger og lignende kan sagtens være websider. 

Læs, hvordan du gør PDF-filer tilgængelige, hvis indholdet ikke kan formidles på anden vis.

PDF'er publiceret før 23. september 2018 er undtaget fra krav om webtilgængelighed, med mindre de er nødvendige for administrative processer.

Vi behøver ikke leve op til tilgængelighedskravene, hvis omkostningerne ved at leve op til dem i forhold til de anslåede fordele for personer med handicap medfører en uforholdsmæssig stor byrde.

Sidst opdateret: 30.04.2024