Skip to main content
DA / EN

Syddansk Elite

Syddansk Elite er en ordning på SDU, hvis hensigt og formål er at fremme vilkår for de eliteatleter, trænere og dommere, som ønsker at kombinere deres sportskarrierer med en akademisk uddannelse.

 I 2022 fremlagde rektor et hyrdebrev for Syddansk Elite, hvori han anmoder undervisere om at imødekomme henvendelser og forespørgsler fra elitesportsstuderende positivt.

Med et ønske om at sikre gode vilkår for elitesportsstuderende, der kombinerer sport på højeste niveau med en akademisk uddannelse på SDU, appellerer rektor i hyrdebrevet til, at vi sammen hjælpes ad med at imødekomme bl.a.:

  • krav om fremmøde, der kolliderer med træning og konkurrencer,
  • afleveringsfrister og bedømmelsesdatoer, der sammenfælder med træning,
  • anmodninger om hjælp til lyd- og videooptagelser af undervisningen, såfremt den studerende er forhindret i at deltage af sportsmæssige årsager.


Læs hele hyrdebrevet her.

Det er meget sandsynligt, at du vil møde én eller flere elitesportsudøvere undervejs i deres uddannelsesforløb. De har somme tider behov for fleksible løsninger og en ekstra hånd, som du skal håndtere og måske har brug for hjælp og vejledning til.

Hvad betyder det for dig?

Den studerende har ikke altid mulighed for at deltage i undervisningen pga. sportslig aktivitet, og kan derfor have et ønske om, at den optages af den study-buddy, som vedkommende har fået tildelt af os.

Samtykke

Dette håber vi, at du vil tillade, såfremt de begge underskriver en særlig samtykkeerklæring. Erklæringen sikrer, at kun den studerende og dens buddy har adgang til materialet, samt at det slettes efter bestået eksamen i det pågældende fag. Du kan se samtykkeerklæringen her, og vil modtage en underskrevet version af de studerende.

Retningslinjer for lyd- og billedoptagelse

Vil du læse SDU’s generelle retningslinjer for lyd- og billedoptagelse, kan du gøre det i den uddannelsesjuridiske regelsamling.
Heri står bl.a. at undervisere kan give tilladelse til studerende i elite-idrætsforløb, men afslag til andre studerende, uden at der er tale om en usaglig forskelsbehandling. 

Et uddrag fra retningslinjerne:
Hvis en studerende ønsker at lyd- eller billedoptage undervisningen, skal dette ske med samtykke fra underviseren og de deltagende. Deltagere i undervisningen skal af hensyn til god skik og hensynet til medstuderende gøres opmærksomme på, at undervisningen optages, og skal have mulighed for at frabede sig dette. 
Såfremt deltagere og/eller underviser frabeder sig optagelse, skal dette respekteres. 

Eliteidrætsstuderende oplever indimellem, at der opstår udfordringer i forbindelse med deltagelse ved eksamen. Når dette sker, håber vi på, at bedømmere og eksamensplanlæggere vil være fleksible.

Udfordringer kan f.eks. løses gennem følgende:

  1. Eksamen i udlandet eller andre steder i DK end planlagt
  2. Udskydelse af afleveringsfrister 
  3. Individuel eksamen/aflevering 

I nogle tilfælde kan eliteidrætsstuderende også have behov for:

  1. Tilmelding og afmelding af fag og eksamen efter tidsfristen
  2. Forlængelse af studietid

Vigtigt at vide: Dispensation

Studerende i Syddansk Elite skal søge studienævnet på lige vilkår med andre studerende, hvis de skal have dispensation for SDU’s retningslinjer. Dog kan eliteidræt jf. de relevante bekendtgørelser, være et dispensationsudløsende forhold på samme måde, som usædvanlige forhold kan være. 

Vil du vide mere? Klik dig ind på Syddansk Elites hjemmeside på sdu.dk.


Ring til os

6550 2169

Ring op

Skriv til os

elite@sdu.dk

elite@sdu.dk

Sidst opdateret: 06.09.2023