Skip to main content
SDU's årsfest

Bestyrelsesformandens tale 2022

Kære minister, bestyrelse, medarbejdere og studerende.
Kære gæster og samarbejdspartner.

Det er ingen hemmelighed, at min tid som formand på SDU er ved at rinde ud.

Efter snart otte år i bestyrelsen og fire år som formand er det - ifølge Universitetsloven - tid til at takke af i SDU's bestyrelse.

Derfor handler min tale i dag om tiden. Den gode tid, vi har haft sammen. De resultater, vi har nået sammen. Og selvfølgelig fremtiden derude i horisonten.

Tid er noget underligt noget. Vi taler hele tiden om den, selvom vi ikke rigtig ved, hvad den består af. Videnskaben er nået frem til, at tiden er så fundamental for os, at den er helt umulig at definere.

Alligevel kan vi mennesker sagtens finde ud af at bruge den. I en grad, så de fleste nok vil være enige med mig i, at tid er blevet vores allermest knappe ressource.

Hvad kendetegner så vores tid sammen på SDU?

For mig har det været en stor fornøjelse. Det har været en udviklende tid - både for SDU og mig - og jeg har været ekstremt glad for min tid som formand og medlem af bestyrelsen. Jeg har set den som en ære - jeg oprigtig er stolt over.

Jeg blev fra start utrolig imponeret over denne fantastiske institution fordelt på fem campusser i Syddanmark. Fyldt med tusinder af dygtige mennesker og viden i al sin mangfoldighed - naturligvis vores Robot succes - men eksempler som designforskere, der udvikler spil til indsatte og deres børn i landets fængsler - som jeg besøgte i Kolding - og den nyskabende lægeuddannelse i Esbjerg.

Jeg fik også en fornemmelse af, at vi som bestyrelse og universitetsledelse stod med en lidt usleben diamant mellem hænderne. En diamant som virkelig ville kunne folde sine imponerende egenskaber ud med den rette slibning.

Så det har vores år på SDU været fokuseret på. At få slebet SDU's facetter, så universitetet virkelig kan indfange solskinnet de næste mange år - og sende det videre ud i det omlæggende samfund.

Min taletid rækker ikke til at opliste alle de ting, vi har nået sammen. Så lad mig blot nævne et par af de store overskrifter:

Næste år åbner Nyt Sund, der forbinder SDU med Nyt OUH. Det bliver enestående på dansk grund, og kommer til at skabe fantastiske rammer for forskning, uddannelse og innovation på sundhedsområdet.

Regeringens udflytning af uddannelser satte fokus på at sikre kvalitetsuddannelser i hele landet. En dagsorden som SDU har arbejdet med i flere årtier og arbejder videre på de kommende år, hvor der bl.a. åbnes ny Jura-uddannelse i Esbjerg og ny cand.merc.-uddannelse i Slagelse.

SDU's nye klimacenter slog for nylig dørene op og skal sikre, at universitetet bidrager til et mere bæredygtigt samfund.

Covid-19 stjal vores tid i over to år, men SDU stod sammen og håndterede det hele utrolig professionelt og opfindsomt. Tak for det.

Vi har siden 2019 arbejdet strategisk med at bidrage til en bæredygtig udvikling ved brug af de FN's 17 verdensmål. Altid gennem fri, uafhængig og kritisk forskning og uddannelse.

SDU's 50-års jubilæum blev i 2016 fejret med pomp, pragt og 11.000 stykker kage.

Med andre ord er min tid på SDU fløjet af sted. Vi har nået meget, og jeg håber, det har gjort en forskel. Men det vil jeg lade eftertiden bedømme.

Nu står vi på tærsklen til fremtiden. Og der venter mindst lige så store opgaver forude.

Heldigvis har vi et excellent universitet med de bedste forudsætninger for at løse dem.

Selvom jeg nok er bedst kendt for at være formand for OB, så har jeg ofte tænkt på SDU som et andet superligahold. Et drømmehold, hvor alle går på banen og løser deres opgaver med allerstørste dygtighed. Det har SDU succes med - kontinuerligt og stabilt - nok også lidt bedre end OB.

Det har været en stor fornøjelse at være jeres formand. Og jeg vil gerne takke både rektoratet, direktionen, bestyrelsen, medarbejdere - VIP såvel som TAP - og de studerende for en god tid og et godt samarbejde gennem årene.

En særlig tak vil jeg rette til min næstformand og dygtige wingman Ralf Hemmingsen for et fortrinligt samspil. Og en stor tak går til tidligere rektor Henrik Dam - vi var et godt makkerpar de første 3 år af min formandsperiode - nuværende rektor Jens Ringsmose - du har i dit første år startet rigtig flot ud - og prorektor Helle Waagepetersen og universitetsdirektør Thomas Buchvald for med stor flid, dygtighed og ordentlighed at stå i spidsen for SDU. Jeg kommer til at savne jer og samarbejdet.

Og så vil jeg lige stoppe tiden et øjeblik, og - her til sidst - snige et par enkelte gode råd ind til jer, der skal lede SDU i fremtiden:

Hold godt fast i universitetets dyder, den excellente forskning og kvalitetsuddannelser og glem ikke at koble det op på det omlæggende samfund.

Fortsæt det gode arbejde med bæredygtighed, hvor vi virkelig har ramt noget rigtigt. Uanset, hvor verdenssamfundet bevæger sig hen de næste år, så vil verdensmålene være yderst relevante.

Og pas rigtig godt på vores allesammens SDU.

Til slut vil jeg dedikere et stort tillykke til årets æresdoktorer og prismodtagere, som vi er også samlet for at fejre i dag.

Tusind tak for jeres tid og hjertelig velkommen til årsfest 2022.



Sidst opdateret: 02.09.2024