Skip to main content
DA / EN

Uddannelse

Mere fasthed og forudsigelighed i skemalægning er en succes

I marts 2021 lød startskuddet til en ny måde at skemalægge på. Den nye skemalægning fulgte tre principper: faste skemaer, øget semesterkoordinering og tydelig ansvarsfordeling.

Af Tina Ellehuus Larsen, , 31-01-2022

Principperne var et resultat af en længere samskabelsesproces, som mange medarbejdere, både VIP’er og TAP’er, institutter og fakultetssekretariat bidrog til 2019 og 2020. Institutterne har nu evalueret den nye skemalægning, og evalueringen er overvejende positiv.

Udsagn som: ”Hele processen har generelt fungeret godt”, ”skemaet er klart mere fast”, og ”kommunikationen mellem institutterne og skemalægger har været god” vidner om, at den nye skemalægning har fået en god modtagelse på institutter og blandt underviserne.

Prodekan Poul Nielsen sad i spidsen for samskabelsesprocessen i sin tid, og han er meget tilfreds med, at den nye skemalægning har vist sig at fungere så godt:

- Med den nye skemalægning ønskede vi at sikre, at både studerende og medarbejdere oplevede en større ensartethed fra uge til uge og færre ændringer i skemaet, efter at det var lagt. Og det er vi lykkedes med!

Ifølge Poul Nielsen har den enkelte studerende overordnet set altså fået mere forudsigelighed og stabilitet i sit skema, mens det stadig er lykkedes at fastholde en vis fleksibilitet for vores undervisere ved hjælp af en model for overbooking.

- Det er klart, at der stadig er ting, vi arbejder med at forbedre, fx systemet med overbooking og uger med mange labøvelser, og det skal vi selvfølgelig have løst. Alligevel synes jeg, vi er kommet utrolig langt på kort tid, og at der er grund til at rose alle involverede for deres velvilje og positive tilgang. Det er vi i fakultetsledelsen utrolig glade for, slutter Poul Nielsen.

Skemalægger Lisbeth Mortensen fortæller, at hun er glad for de positive tilbagemeldinger i evalueringen af den nye måde at skemalægge på:

- Jeg har overvejende mødt tilfredshed med den nye skemalægning. I efteråret kørte vi det første hele rul med den nye skemalægning, og hele vejen igennem var kommunikationen med både undervisere og de øvrige kolleger på institutterne rigtig god.

Lisbeth Mortensen understreger desuden, at det er en fordel for de studerende, at holdsætningen nu har en mere fast struktur, da de studerende kan være på samme hold i alle kurser.

- Mit arbejde er også blevet meget nemmere, da jeg laver en del færre skemaændringer nu end tidligere. I år var jeg færdig med fordelingen af studerende på holdene inden jul, hvilket jeg ikke tror, jeg nogensinde har prøvet før. Hele skemalægningsprocessen er også præget af meget mere ro, og det er helt vildt at opleve efter 18 år på NAT som skemalægger, siger hun med et smil.

 

Redaktionen afsluttet: 31.01.2022