Skip to main content
DA / EN

Nekrolog

Mindeord: Mogens Hørder

Det er med sorg, at vi på SDU modtog meddelelsen om Mogens Hørders bortgang. Mogens Hørder var en visionær leder, som har betydet meget for Syddansk Universitet og universitetets udvikling.

Mogens Hørder

26/5 1940 – 1/3 2025

Mogens Hørder havde en klinisk karriere indenfor klinisk kemi, hvor han i mange år var leder af Klinisk Biokemisk Afdeling på Odense Universitetshospital, ligesom han fra 1981 var professor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

I forbindelse med planerne om lukning af lægeuddannelsen i Odense i slutningen af 1980’erne blev Mogens Hørder i 1989 dekan for Sundhedsvidenskab og spillede en stor rolle i de omlægninger, som betød, at uddannelsen overlevede.

Mogens Hørder videreførte sit dekanarbejde frem til 2008, og blev således en af de længst siddende dekaner i Danmark. Han satte et stort aftryk på dansk sundhedspolitik, fx gennem rapporten om Medicinsk sundhedsforsknings fremtid (MESUF-rapporten, 2001) og deltagelse i en række nationale råd. Han var også med til at forme Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på SDU, så det med dannelsen af Regionerne kom til at dække den sundhedsvidenskabelige forskning på alle Region Syddanmarks sygehuse.

Mogens Hørder var ofte en frontløber og blev blandt andet central for oprettelsen af Klinisk Biomekanik-studiet ved SDU, som blev den første universitetsbaserede kiropraktoruddannelse i Norden.

Efter dekan-tiden varetog Mogens Hørder på eksemplarisk vis en række opgaver på SDU, herunder implementering af undervisningskvalitetsarbejdet, institutlederstilling på det nystartede Institut for Psykologi, og Mogens Hørder blev en meget aktiv medarbejder på forskningsenheden for Brugerperspektiver, hvor Mogens Hørders interesse for patientinddragelse blev et hovedarbejdsområde.

Æret være Mogens Hørders minde.

Redaktionen afsluttet: 06.03.2025