Skip to main content
DA / EN
SDG 500

Bæredygtighed skal gennemsyre vores arbejde

Tværfaglighed, nye øjne og bæredygtighed som en del af universiteternes DNA er svarene på, hvordan vi som universiteter kan bidrage til at nå verdens klimamål, mener prorektor Sebastian Mernild.

Af Katrine Findsen, , 12-02-2021

Hvis vi skal lykkes med at indfri klimamålene, skal arbejdet med FN’s verdensmål gennemsyre dagligdagen og forskningen på universiteterne. Det understreger SDU’s prorektor Sebastian Mernild, der som bekendt selv har en årelang karriere bag sig som netop klimaforsker.

- Vi kan ikke bare fortsætte vores liv på kloden, som vi har gjort de sidste 6.000 år. Det er ikke holdbart. Selvfølgelig skal vi stadig have fokus på vækst og fremgang, men det må aldrig blive på bekostning af bæredygtighed. De nye generationer, vi uddanner, skal have bæredygtighed ind i deres DNA, og de skal uddannes og rustes til at tænke bæredygtigt, når de kommer ud på den anden side og starter deres arbejdsliv, understreger han.

Men hvordan lykkes vi som universitet og organisation med at understøtte så ambitiøse mål, som dem, der er sat for verden gennem 2030- og 2050-målsætningerne?

Bæredygtighed og vækst skal gå hånd i hånd

I en verden, der i årevis har været fokuseret på økonomisk vækst, skal vi i langt højere grad have tænkt bæredygtighed ind i alt, hvad vi gør, siger Sebastian Mernild.

Derfor er der på SDU født en tanke om, at alle studerende allerede på deres første studieår skal arbejde med dilemmaer og udfordringer i forhold til bæredygtighed, som de kommer til at møde, når de kommer ud på den anden side med eksamensbeviset i hånden.

- Vi skal naturligvis fortsat uddanne kandidater, der matcher det arbejdsmarked, de skal ud til. Men netop et fokus på og en forståelse for at arbejde bæredygtigt vil være en af de kompetencer, som allerede i dag er efterspurgte og forsat vil være det, pointerer han.

- Vi skal som universiteter forsøge at påvirke vores omgivelser og det samfund, vi er en del af. Det her er en ny måde at tænke på, men det har sjældent vist sig spildt at tænke ud af boksen og forsøge at gøre tingene anderledes end tidligere.

Forskning med nye øjne

For SDU’s prorektor er det vigtigt at understrege, at fokus på bæredygtighed langt fra står i modsætningsforhold til fri, objektiv forskning. Det vil blot betyde en anden måde at tænke på og et nyt blik på samarbejdspartnere både internt og eksternt.

– Det her handler ikke om, at anvendt forskning eller aktionsforskning er bedre end grundforskning – eller omvendt. Vi skal stå på begge ben for at komme i gang med den her interdisciplinære forskning, der er behov for i samfundet. Vi skal bruge vores viden hensigtsmæssigt, og vi skal turde at tænke tværfagligt, siger han.

- Der skal arbejdes bredt og på tværs af både forskningsområder, landegrænser og universiteter og åbnes for nye alternative samarbejder, man måske ikke tidligere har tænkt naturlige for os på universiteterne. Vi kan ofte bedst lide at samarbejde med dem, der ligner og tænker som os selv. Men hvis vi skal lykkes med at løse de udfordringer, vi står over for, skal vi have ændret den tilgang, for der ligger mange svar gemt i den tværfaglige viden.

Ledelsesmæssig opgave at skabe rammerne

Sebastian Mernild er ganske bevidst om, at man ikke kan ændre mindset fra den ene dag til den anden. Det tager tid. Men tiden er knap, så der skal rækkes ud og tænkes anderledes.

Ledelsen på SDU og på universiteterne generelt har et stort ansvar for at skabe de rammer, der giver forskerne de bedste muligheder for at arbejde med bæredygtighed i deres forskning.

- Vi skal som universiteter i langt højere grad end i dag være med til at bygge bro mellem forskning, politik, samfund, industri og fonde, så vi derigennem får hele paletten med. Vi skal som ledelse naturligvis understøtte vores mange dygtige forskere i arbejdet med at række ud og tænke mere tværfagligt, for på den måde kan vi sammen nå lidt tættere på målet om en mere bæredygtig verden.

Redaktionen afsluttet: 12.02.2021