Skip to main content
DA / EN

SDU

SDU trækker sig ud af Slagelse

Det lykkedes desværre ikke at lande en aftale, der kunne have ledt til Roskilde Universitets overtagelse af SDU Slagelse. Efterfølgende har SDU arbejdet med alternative løsninger, men uden at finde et bæredygtigt alternativ. SDU har derfor besluttet, at universitetet afvikler sine aktiviteter på Vestsjælland.

Siden udmeldingen den 20. september 2023 om, at det ikke var lykkedes for Roskilde Universitet og Syddansk Universitet at lande en aftale om Roskilde Universitets overtagelse af uddannelsesaktiviteterne på SDU Slagelse, har SDU’s ledelse arbejdet med at finde alternative løsninger, der kunne sikre campussens fremtid.

- Det har desværre ikke vist sig muligt at finde en bæredygtig løsning på den meget udfordrede økonomiske situation, som SDU Slagelse befinder sig i, og som desværre ser ud til at fortsætte blandt andet på grund af udsigten til færre og færre studerende og uddannelsesindtægter. Konklusion er derfor, at det fremtidige SDU bliver uden aktiviteter på Vestsjælland, siger rektor Jens Ringsmose.

SDU’s beslutning om at afvikle uddannelsesaktiviteterne gælder fra medio 2027, så ingen nuværende studerende bliver berørt. Men allerede fra næste år er det slut med optagelse af nye studerende.

- Jeg føler med alle de engagerede og dygtige medarbejdere, som bliver berørt af dette. Medarbejdere, som samvittighedsfuldt har opbygget uddannelser og forskningsmiljøer af høj kvalitet.

Svært at sikre en bæredygtig økonomi

Dialogen med Roskilde Universitet om at overtage SDU’s uddannelsesaktiviteter i Slagelse, som udtrykt i den fælles hensigtserklæring fra den 1. marts 2023, kunne have skabt et fundament for Campus Slagelses fortsatte virke. Forhandlingerne mellem de to universiteter endte dog uden en aftale. 

- Vi har ikke kunnet finde bæredygtige alternative løsninger, der kan kompensere for den meget udfordrede økonomiske situation på SDU Slagelse aktuelt og fremover. Derfor er det nu besluttet, at SDU afvikler sine aktiviteter i Slagelse. Det er det eneste ansvarlige at gøre, siger rektor Jens Ringsmose. 

 Han understreger, at lukningen alene gælder SDU Slagelse og ikke andre af SDU’s campusser.

- Vi fokuserer nu vores uddannelsesaktiviteter i Odense, Kolding, Esbjerg samt Sønderborg og understreger derved vores regionale forankring i Region Syddanmark.

Redaktionen afsluttet: 14.11.2023