Skip to main content
DA / EN

Om optagelse

uniTEST 2022: Rejsen er godt begyndt – med et helt vidunderligt vagtkorps af SDU-studerende

Den 28. marts lød startskuddet til årets afvikling af uniTEST i kvote 2!

uniTEST 2022

Ligesom sidste år – og sidste år igen – bliver uniTEST i år afviklet med brug af onlinevagter til at føre tilsyn med ansøgerne under deres test. Men hvor vi tidligere har brugt udenlandske leverandører og SDU-ansatte til at varetage opgaven, har SDU i år valgt at ansætte over 280 studentermedhjælpere til etableringen af SDU’s helt eget uniTEST onlinevagtkorps.

Siden september har en projektgruppe bestående af faglige eksperter i optag, logistik og IT fra SDU Studieservice og SDU IT  arbejdet på højtryk med tilrettelæggelsen af det praktiske og tekniske forløb. Formålet har været at sikre ansøgerne en god og tryg testoplevelse, samt en solid plan for sikker drift.

I år sidder alle onlinevagter fysisk på campus i Odense. Her er der blevet indrettet testlokaler - i bedste ”call- center” stil - i læsesalene 24/7, Svævende læsesal og i Wintergarden - med plads til 200 onlinevagter. Der er indkøbt IT-udstyr til 200 arbejdsstationer, ligesom der er trukket i metervis af kabler til etablering af et midlertidigt trådet netværk, eftersom SDU’s trådløse netværk ikke kan håndtere kravene til den tekniske opsætning af Zoom, der er udviklet til formålet:

Alle vagter har nemlig gennemgået et grundigt oplæringsforløb, hvor de bl.a. har lært hvordan de skal bruge Zoom, ift. at have 4 Zoommøder åbne ad gangen. På den måde kan onlinevagterne overvåge 4 ansøgere samtidig, dvs. at 200 vagter kan få 800 ansøgere igennem uniTEST i løbet af en testdag. 
Siden startskuddet lød, er testafviklingen gået rigtig godt. De første dage blev der afviklet tests for 3-400 ansøgere, og siden er der blevet skaleret op, så der efter blot 8. testdag kunne tælles op til 3.850 gennemførte tests. Går det hele fortsat som planlagt, er vi i mål den 12. april. Men derefter er Testbaseret Optag langt fra slut… Mange uddannelser har fagspecifikke tests i vente, hvoraf nogle bruger uniTEST til at udvælge de ansøgere der skal gå videre. 

Så selvom rejsen ikke er slut endnu, kan vi i SDU Studieservice med stor tilfredshed konstatere, at den er rigtig godt begyndt.

Vil du læse mere om uniTEST på SDU og fx se eksempler på spørgsmål, kan du gøre det via sdu.dk/unitest.

 
Editing was completed: 06.04.2022