Skip to main content
DA / EN

Om universitetspædagogik

Udviklingsmuligheder for undervisnings- og læringsmiljøer på SDU

Danmarks Studieundersøgelse 2021

I efteråret 2021 gennemførte 25,9% af SDU’s studerende Danmarks Studieundersøgelse og gjorde dermed status på et år, der atter var præget af COVID19-nedlukninger, coronapas og afstandskrav. Resultaterne fra undersøgelsen inkluderer blandt andet resultaterne fra spørgeskemaet Læringsbarometeret. Læringsbarometeret består overordnet af to skalaer, der måler henholdsvis de studerendes tilgang til læring, samt deres oplevelse af undervisnings- og læringsmiljøet.

Resultaterne fra Læringsbarometeret på SDU viste en lille men signifikant tilbagegang i kvaliteten af de studerendes tilgang til læring i 2021, som var præget af lidt mere overfladelæring, lidt mindre dybdelæring og lidt mindre organiseret læring. Samtidigt vurderede de studerende de aspekter af undervisnings- og læringsmiljøet, der handler om interesse og motivation, støtte fra medstuderende og konstruktiv feedback lidt lavere end ved den foregående undersøgelse i 2018. Omvendt vurderedes andre miljøparametre enten på samme niveau (læring for forståelse) eller lidt bedre end ved sidste måling (overensstemmelse, underviserinteraktion). En større dansk rapport om Læringsbarometeret har tidligere vist, at sammenhænge mellem det oplevede undervisnings- og læringsmiljø og tilgangen til læring også eksisterer i danske uddannelseskontekster. 

Hvis man som uddannelse eller underviser er nysgerrig på, hvilke pædagogiske greb man kan trække op af værktøjskassen i forhold til de parametre i undervisnings- og læringsmiljøet, som undersøges i Læringsbarometeret, er der heldigvis hjælp og inspiration at hente. Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har fx udgivet et katalog med Inspiration til uddannelsers arbejde med Læringsbarometeret. Man kan også altid henvende sig til SDU-Universitetspædagogik ved at skrive til sduup@sdu.dk, hvis man har brug for mere skræddersyet rådgivning til specifikke uddannelseskontekster. 

Redaktionen afsluttet: 06.09.2022