Planen tager udgangspunkt i fakultetets strategi for 2030 og er udarbejdet i dialog med studielederne og institutterne, bl.a. på det seneste sommerseminar.
Gennem en større studieordningsreform med effekt fra september 2027 skal reformen realisere en række af de uddannelsesrettede målsætninger i 2030-strategien og styrke den samlede uddannelsesporteføljes økonomiske robusthed.
De overordnede formål med reformen er at styrke kvalitet, relevans, sammenhæng og tværfaglighed i fakultetets uddannelser. Reformens delmål er således at øge tværfagligt samarbejde og samlæsning, inkorporere digitale kompetencer i alle studieordninger, indføre nye undervisnings- og arbejdsformer, der styrker de studerendes engagement, og skabe en tydeligere markering af karriereveje fra uddannelsernes start til overgangen til arbejdsmarkedet med fokus på uddannelsen til gymnasielærer.
Reformen indeholder konkret fire indsatsområder:
- Øget tværfagligt samarbejde og samlæsning
Målet er at øge antallet af tværfaglige og samlæste kurser – med udgangspunkt i fælles behov for nye kurser og mulighed for samlæsning qua faglige overlap – for derigennem at fremme tværfaglighed, sikre den kritisk masse af studerende i undervisningen og den økonomiske robusthed i alle uddannelser. - Reform af studieordninger med fokus på digitale kompetencer
Målet er at sikre, at fakultetets dimittender altid har de digitale kompetencer, der efterspørges på det humanistiske arbejdsmarked. - Gymnasierettede karriereveje
Målet er at styrke de gymnasierettede uddannelsers relevans og tydeliggøre vejen til en karriere som gymnasielærer for både potentielle og aktuelle studerende. - Engagerende undervisnings- og arbejdsformer
Målet er at skabe undervisningsformater og arbejdsformer, der øger de studerendes engagement i og uden for VIP-styret undervisning i tråd med Humanioramodellen. Blandt andet ved at arbejde med brugen af forpligtende aktiviteter i uddannelse og undervisning, og at styrke kontakten og relationen mellem studerende og undervisere/forskere.
Hvis du gerne vil vide mere om reformen, og om hvordan den udmøntes på de uddannelser, du er tilknyttet, kan du kontakte din studieleder eller din viceinstitutleder.