Skip to main content
DA / EN
Dekanens ord

Regeringen foreslår kortere kandidatstudier

Den uformelle valgkamp er i gang, og nedgradering af universitetsuddannelser er en del af debatten.

Af Marianne Holmer , , 29-09-2022

Kære medarbejder

Selvom valget endnu ikke er udskrevet, er der ingen tvivl om, at valgkampen er i gang. At det falder sammen med Reformkommissionens rapport om længerevarende uddannelser, er nok en tilfældighed, men det giver i hvert fald ophav til masser af debatter i medierne.

Det er specielt forslaget om at flere studerende kun skal have en 1-årig kandidatuddannelse, som vækker bekymring på universiteterne.

Reformkommissionen har specielt fokus på humaniora og samfundsvidenskab, hvor de foreslår at 2/3 af de studerende afslutter deres uddannelser med en erhvervsrettet 1-årig kandidat, mens det kun er en mindre andel på de 3 øvrige hovedområder (10-20 %).

Det er altid vanskeligt at vurdere, hvor stor opmærksomhed universiteterne får i en valgkamp, men Reformkommissionens udspil har denne gang affødt en del kommentarer fra de politiske ordførere.

Der foreligger en række alternativer til kommissionens udspil, men alle ser ud til at forringe forholdene for enten de studerende, universiteterne eller begge parter.

Der er en risiko for, at politikerne griber mulighederne fra Reformkommissionen for at spare på universitetsuddannelserne, nu hvor der er behov for midler til andre områder, som forsvaret og klimaet.

Vi står derfor med stor sandsynlighed over for en vanskelig situation efter valget.

Det kan være meget vanskeligt at forstå, at man ønsker at forringe uddannelsesniveauet i Danmark netop nu, når vi tænker på de store udfordringer, som vi står overfor nationalt og globalt.

Der er behov for viden på højeste niveau.

Jeg mener derfor, at vi skal fortsætte med at have et højt ambitionsniveau for kvaliteten af vores uddannelser og sikre, at vores kandidater opnår relevante og efterspurgte kompetencer.

Det falder helt i tråd med vores uddannelsesstrategi. Vi fortsætter med de igangsatte indsatser og skal her i de kommende måneder drøfte eventuelle nye tiltag for 2023 i fakultetets forskellige råd og udvalg.

Jeg opfordrer alle til at bidrage til disse drøftelser, så vi kan få alle gode idéer bragt i spil. 

Marianne Holmer, dekan

Redaktionen afsluttet: 29.09.2022