Skip to main content
DA / EN
Nyhedsbrev

Uddannelsesseminar: Besparelser på uddannelse og undervisning på 2,7 mio. kr.

Tirsdag 7. juni var fakultetets studienævn, institutternes undervisningsudvalg, akademisk råd og ledelsesgruppe samlet endnu en gang. Nu i den nye forsknings- og feltstation i Svanninge Bjerge.

Uddannelsesseminaret var planlagt som en opfølgning på det, som blev afholdt 25.-26. januar i Fredericia, hvor besparelser på undervisning og uddannelse var på dagsordenen. Dagen i Svanninge Bjerge blev brugt til at drøfte, hvordan vi vil udmønte den besparelse på 2,7 mio. kr., som fakultetet skal finde på uddannelse og undervisning. Samtidig var dagens formål også at sikre, at der blev tænkt på tværs samt at sørge for, at planlagte besparelser ikke havde nogen uhensigtsmæssige konsekvenser andre steder i organisationen.

Undervisningsudvalgene havde inden seminaret gjort et stort forarbejde på hvert institut, og de præsenterede derfor hver især, hvordan de forventede at implementere besparelsen hos dem. Under præsentationerne kom de øvrige deltagere med feedback på det, de hørte.

Nogle af de forslag, som institutterne kom med, var blandt andre:

  • Reduktion i DVIP- og instruktortimer
  • Optimering af laboratoriekurser eller justering i antallet af laboratorieøvelser
  • Ændring i holdstørrelser, overbooking af hold
  • Mindre ekstern censur
  • Færre timer til de studerende
  • Mere brug af ph.d.-studerende og postdocs til undervisning
  • Øget STÅ-indtjening ved at mindske frafald og øge gennemførslen

Se alle besparelsesforslag i undervisningsudvalgenes præsentationer fra dagen (pdf).

Dekan Martin Zachariasen var meget positivt overrasket over dagen:

”Det var dejligt at se, hvor entusiastisk alle medarbejdere gik til opgaven – på trods af det lidt dystre formål. Undervisningsudvalgene havde gjort et stort stykke arbejde med at inddrage bredt på institutterne. Hvis alle hjælper med at finde de gode løsninger, kan vi bedre sikre, at kvaliteten af vores uddannelser fastholdes fremover. For mig som dekan var det meget opløftende at se den store vilje til fælles løsninger og fælles ansvar, som jeg oplevede til seminaret”, siger Martin Zachariasen.

Dagen var præget af en konstruktiv stemning, hvor alle deltagere gjorde deres til, at der blev set kritisk på alle forslagene. Intet syntes overladt til tilfældighederne, og der var en stor vilje til at komme med feedback til hinanden. Det hele sluttede med, at institutterne ud fra feedback fra de øvrige institutter udarbejdede deres første udkast til en handle- og tidsplan for besparelserne. Dette især for, at der sikres den nødvendige opfølgning, så vi når i mål med besparelserne.

”Efter at jeg har set, hvor professionelt og ansvarsfuldt alle gik til opgaven til seminaret, har jeg fuld tiltro til, at vi kan nå i mål med besparelserne. Jeg vil som dekan altid gå forrest, men jeg kan ikke gøre det alene, og jeg vil til hver en tid have brug for alle medarbejderes velvilje og støtte, hvis vi også fremover skal levere synlig og værdifuld naturvidenskab”, slutter Martin Zachariasen.

Næste skridt er nu, at institutterne arbejder videre med deres forslag, og at de i de kommende måneder konkretiserer forslagene i en handleplan. Til september skal disse handleplaner så forelægges for fakultetets ledelsesgruppe, og herefter kan udmøntningen ske på de enkelte institutterne.

Redaktionen afsluttet: 20.06.2016