
Flere studerende gennemfører Naturvidenskab
De nyeste SDU-tal for studietid viser, at studerende på Naturvidenskab bliver hurtigere færdige med deres studie. Den positive udvikling ses både på bachelor- og kandidatniveau, hvor overskridelsen af studietiden er faldet fra 8,0 måneder i 2015 til 6,1 måneder i 2016 på bacheloruddannelserne og fra 10,6 måneder i 2015 til 8,3 måneder i 2016 på kandidatuddannelserne.
Et af de institutter, som især glæder sig over denne udvikling, er Biologisk Institut, hvor overskridelsen af studietiden er næsten halveret på kandidatniveau:
”På Biologi har vi de senere år iværksat flere tiltag med netop det formål at forbedre studietiden på kandidatuddannelsen. For et par år siden indførte vi refleksionsmøder med hver studerende på 6. semester, og jeg er sikker på, at det nu er en af de ting, som har en positiv effekt på studietiden. Det faktum, at de studerende tidligere bliver bedt om at tage stilling til deres faglige retning og specialet, betyder, at de er mere afklarede omkring deres kandidatuddannelse og i sidste ende kommer hurtigere igennem studiet. Samtidig er refleksionsmøderne også en måde at møde den enkelte studerende lige netop dér, hvor de er, og det er min oplevelse, at det også bidrager til at øge deres studieglæde og dermed også deres evne til at gennemføre på normeret tid,” forklarer institutleder Marianne Holmer.
Til Biologis refleksionsmøder deltager repræsentanter fra instituttets studieudvalg og fra forskningsgrupperne, som gerne mødes med flere studerende ad gangen. På mødet bliver de studerende blandt andet bedt om at forholde sig til, hvilke fag de ønsker på kandidatuddannelsen, og hvilken forskningsgruppe de foretrækker at skrive speciale hos.
Ud over refleksionsmøderne mener Marianne Holmer også, at fremdriftsreformen har haft en effekt på studietiden, da den har stillet nye krav til især specialeprocessen:
”På institutterne er vi blevet tvunget til at styre hele processen omkring specialerne mere. Det handler både om valg af speciale, projektbeskrivelse og aflevering. Selvom det har givet en del udfordringer for instituttet, blandt andet med hensyn til planlægning af feltarbejde, vil jeg alligevel glæde mig over, at det nu viser sig at have en god effekt på studietiden og dermed også på instituttets STÅ-indtjening,” understreger en tilfreds Marianne Holmer.
Biologisk Institut har også oplevet en forbedring på bachelorniveau, og det skyldes ifølge Marianne Holmer flere ting:
”Vi har haft meget fokus på at gøre kurserne så 'biologi-venlige' som muligt. For eksempel har vi fået tilpasset kurserne i matematik, kemi og fysik, så de nu er mere målrettet de biologistuderende. På samme tid er bachelorprojekterne, ligesom specialerne, blevet sat ind i mere faste rammer gennem tvungen tilmelding til bachelorprojektet og faste datoer for aflevering af projektbeskrivelser. Endelig er adgangskvotienten for de optagne studerende på Biologi de senere år steget, hvilket også kan have en betydning for de studerendes gennemførsel. En udvikling, som jeg forventer vil fortsætte i de kommende år ,” slutter Marianne Holmer.
Dekan Martin Zachariasen glæder sig over, at det nu ser ud til, at fakultetets anstrengelser de senere år har givet pote:
”Det er glædeligt, at studietiden samlet set er faldet på Naturvidenskab. Både fordi det har betydning for den enkeltes studie, men også fordi det får en positiv effekt på fakultetets ressourceforbrug og økonomi. Vi kan allerede nu se, at den foreløbige STÅ-opgørelse ser ud til at blive forbedret med knap 150 STÅ i år, hvilket betyder en øget uddannelsesindtægt for fakultetet på omkring 10 mio. kr. Desværre er der stadig lidt malurt i bægeret, da det ikke er en stigning i uddannelsesindtægt, som vi nødvendigvis kommer til at se i samme grad i de kommende år. Af samme grund skal vi stadig hjælpes ad med at effektivisere vores uddannelser, hvis vi skal minimere underskuddet på fakultetet og skabe balance i økonomien frem mod 2019”, siger Martin Zachariasen og fortsætter:
”Til gengæld ser jeg et stort potentiale for Naturvidenskab i forhold til at fastholde vores studerende, så vi nedbringer det høje frafald, som vi har på nogle af vores uddannelser. Det vil være en af de udfordringer, som vi i fællesskab skal løfte i de kommende år, og som jeg håber, at alle vil gøre deres til, lykkes,” konkluderer Martin Zachariasen.
Topfoto: Nils Lund/SDU