Skip to main content
DA / EN

SUND

Jakob Grauslund tiltræder som ny institutleder for IRS ved Syddansk Universitet

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet har pr. 1. april ansat en ny institutleder for Institut for Regional Sundhedsforskning (IRS). Jakob Grauslund har hidtil været ledende overlæge, klinisk professor og forskningsleder ved Klinisk Institut, Forskningsenheden for Oftalmologi.

Af SUND Kommunikation, 07-03-2025

- Det er et privilegium at få muligheden for at lede IRS. Instituttet er inde i en flot udvikling, og jeg ser frem til at samarbejde med fakultetets talentfulde medarbejdere og studerende for at videreudvikle vores forskningsindsatser og sikre, at vores arbejde fortsat gavner de sundhedsbehov, vi ser i samfundet omkring os, udtaler Jakob Grauslund.

Jakob Grauslund er kendt for sin forskning, der har bidraget væsentligt til forståelsen og behandlingen af især diabetes og øjensygdomme. Under hans ledelse vil instituttet fortsat have fokus på innovation og forskning inden for det regionale sundhedsvæsen.

Ole Skøtt, dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, kommenterer på udnævnelsen:

- Jakob Grauslund er en særdeles dygtig forskningsleder, som bringer både stor indsigt og passion for patientorienteret forskning til denne vigtige position. Vi er meget glade for, at han har sagt ja til at stå i spidsen for IRS.

Ud over sin stilling som ledende øjenlæge på Øjenafdeling E, Odense Universitetshospital, har Jakob Grauslund været tilknyttet Steno Diabetes Center Odense. Han har publiceret 230 forskningsartikler i internationale tidsskrifter og er desuden hovedforfatter på de nationale retningslinjer for screening og behandling af diabetisk øjensygdom.

Portrætfoto af Jakob Grauslund

Jakob Grauslund er født og opvokset i Haderslev. Han har siden 2010 været gift med Julie Grauslund, og sammen er de forældre til Vilma og Noah. Den sparsomme fritid tilbringes med familien, og private interesser inkluderer dansk og amerikansk historie, portvin, skak og fodbold.

Redaktionen afsluttet: 07.03.2025