Skip to main content
DA / EN

Ny kvalitetspolitik

Ny politik for uddannelseskvalitet på vej

Fra kvalitetskontrol til kvalitetskultur

Af SDU Uddannelse, 10-10-2024

Status og opbygning

Uddannelsesrådet og direktionen har godkendt en revidering af den eksisterende kvalitetspolitik. Den nye politik træder i kraft til nytår, og på tværs af fakulteter er en inddragelsesproces nu i gang for at forberede implementeringen.

Den nye politik rummer målsætninger for tre dimensioner:

  • Undervisning
  • Uddannelse
  • Universitet

Målsætningerne udfoldes i i alt 11 delmål (om bl.a. universitetspædagogik, høj faglighed, relevante uddannelser og studiemiljø), og alle delmål er konkretiseret i fælles standarder for, hvornår vi kan sige, at vores praksis lever op til målene. 

Politikken er suppleret af beskrivelser af ansvarsfordeling på tværs af universitetet og beskrivelser af de kilder til viden som skal informere arbejdet med uddannelseskvalitet. 

Overordnet demonstrerer den nye kvalitetspolitik, at SDU har en lang erfaring med kvalitetsarbejde og aktører, som er klar til at navigere efter en indlejret kvalitetskultur uden at fordre en detailstyring.

Hvad adskiller sig fra den nuværende politik?

Grundlæggende holder vi med den nye politik fast i det, der er god uddannelseskvalitet i dag. Men den nye politik adskiller sig alligevel fra den nuværende både i indhold og form. For eksempel er studerendes, studienævnenes og institutledernes ansvar for uddannelseskvalitet mere tydeligt, og det har generelt været vigtigt at formulere politikken så den er så let tilgængelig og vedkommende som muligt for alle. 

Dette kendetegner den nye politik:

  • Opbygning: Baseret på undervisning, uddannelse og universitet, tager den nye kvalitetspolitik udgangspunkt i den studerendes perspektiv frem for i – som tidligere – den ideelle uddannelsesrejse.
  • Kvalitetsmål: De ny formuleringer af målsætninger har fokus på udvikling og er uden øvre grænse for kvalitet, og der er luget ud i minimumskrav, der mindede om tjeklister.
  • Frihed og ansvar: Aktører får øget handlerum i forhold til hvordan delmål og standarder skal realiseres.
  • Enkelhed: Den kommende politik vil have færre og mindre omfattende dokumenter – bl.a. fordi supplerende principper og notater nu er indarbejdet i selve politikken.
  • Transparens: Det vil være lettere at identificere og begrænse unødig varians, da der er flere tværgående beskrivelser og flere elementer udspecificeret (ift. ansvarsfordeling samt krav til datagrundlag og opfølgning).
  • Kontinuitet: Kvalitetspolitikken vil fortsat leve op til den høje standard, som kendetegner et modent system, der har indarbejdet både myndighedskrav og nøgletal.

De næste skridt: Oprydning og implementering

I den kommende tid skal der justeres i det eksisterende kvalitetssystem. En del af de nuværende supplerende dokumenter vil enten blive overflødige (fx Principper for studiestart), skulle revideres (fx Notat om nøgletal for uddannelseskvalitet) eller flyttes fra kvalitetssystemet til arbejdet med SDU’s strategiske mål (fx Principper for internationalisering).

De ny mål og standarder selve kvalitetspolitikken skal desuden konkretiseres yderligere i fakultære udmøntninger, som er lokale planer for, hvordan arbejdet med at realisere målene skal foregå. Udformningen af disse praksisnære beskrivelser kommer til at foregå på de enkelte fakulteter, hvor både studienævn, institutråd og akademiske råd vil blive inddraget i de kommende måneder. 

Vil du vide mere

Hvis du har spørgsmål til hvordan inddragelsesprocessen ift at formulere en lokal plan for arbejdet med den nye kvalitetspolitik vil foregå på dit fakultet, er du velkommen til at skrive til lederen af revideringsprojektet Caroline Schaffalitzky de Muckadell.

Er du nysgerrig på den nye politik, kan du se den her i en test-version (åbner i nyt vindue). 

Redaktionen afsluttet: 10.10.2024