Skip to main content
DA / EN
SDU Vejle

Henrik Bindslev bliver campusdekan på SDU Vejle

Dekan Henrik Bindslev indtræder i rollen som campusdekan for SDU Vejle. Han varetager funktionen i tæt samarbejde med dekan Marianne Holmer frem til næste sommer, hvor Marianne Holmer overtager campusdekanposten i forbindelse med, at de første studerende begynder på universitetets nye campus.

Til september 2026 begynder det første hold af SDU-studerende på campus i Vejle, men allerede nu rekrutterer SDU de første ansatte, der skal sikre de optimale rammer for at kunne bedrive uddannelse og forskning af højeste kaliber.

De første forskere har i august haft første arbejdsdag, og nu er der også sat navn på en overordnet leder i form af Henrik Bindslev, dekan på Det Tekniske Fakultet. Han bliver campusdekan i opbygningsfasen af SDU Vejle frem til næste sommer. Herfra bliver Marianne Holmer, dekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet, den fremtidige campusdekan.

- Henrik Bindslev har som campusdekan spillet en central rolle i udviklingen af campus i Sønderborg, hvor han har været med til at skabe stærke forbindelser mellem universitetet og det lokale erhvervsliv. Hans erfaring fra Sønderborg er særdeles relevante i etableringen af SDU Vejle. Jeg er meget glad for og tryg ved, at han nu bringer den indsigt i spil, så vores nye campus får de bedste forudsætninger for at indfri ambitionerne om at blive en central aktør inden for forskning og uddannelse, siger rektor Jens Ringsmose.

SDU sigter mod at skabe et stærkt internationalt forsknings- og uddannelsesmiljø i Vejle, hvilket skal ske i rammer på højeste niveau. Universitetet har som ambition at opføre en ny campusbygning på Nordkajen centralt i Vejle. Indtil en ny campus står klar, holder SDU Vejle til i Spinderihallerne.

Læs meget mere om arbejdet med SDU Vejle her

Redaktionen afsluttet: 20.08.2025