Nekrolog for John Erik Hansen
Det er med stor sorg, vi har modtaget meddelelsen om, at vores kollega John Erik Hansen er gået bort den 19. oktober 2025.
John blev en del af Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum i 1987 og har siden været en engageret underviser og drivkraft i udviklingen af elektroingeniøruddannelserne, særligt inden for stærkstrøm. Han spillede en central rolle i etableringen af Den Syddanske Model for Ingeniøruddannelser (DSMI), som har været med til at forme projektorienteret og problembaseret undervisning på SDU.
Et af Johns mest markante bidrag var udviklingen af uddannelsen Teknisk Diplom i Stærkstrømsteknologi, og specifikt kurset Fremtidens Elforsyning i Danmark (FED), hvor han formidlede sin store faglige indsigt og visioner for energisektoren. I 2009 blev han kåret som årets underviser på baggrund af indstilling fra de studerende – en anerkendelse af hans engagement og evne til at formidle komplekse emner med klarhed og begejstring.
John efterlader et stærkt fagligt aftryk på ingeniøruddannelserne på SDU, hvor hans arbejde med tematiserede semestre og læringsunderstøttende evalueringsformer har inspireret mange kolleger. Han var i en længere periode formand for studienævnet og bidrog her med stor ansvarsfølelse og omsorg for både studerende og undervisere.
Han vil blive husket som en hjælpsom og engageret kollega, der med sin ro og humor skabte tryghed og trivsel omkring sig.
Vores tanker går til Johns familie.
Æret være John Erik Hansens minde.