SDU Fælles Bilflåde
Ny fælles bilflåde på SDU fra januar 2026
SDU samler en stor andel tjenestebiler i én fælles bilflåde og etablerer et nyt bookingsystem. Læs her, hvad ændringen betyder for dig – især hvis du allerede har booket en bil.
Det vigtigste først
Fra 12. januar 2026 bliver en stor andel af SDU’s tjenestebiler samlet i SDU Fælles Bilflåde – med central parkering og et nyt bookingsystem, Mileage Book. Bilflåden varetages af Teknisk Service.
Bilflåden kan bruges af alle ansatte på SDU. Du kan allerede nu booke en bil til brug fra og med den 12. januar i det nye system.
SDU stiller den fælles bilflåde til rådighed for medarbejdere uden intern betaling. Når du booker en bil til tjenestekørsel, skal du derfor ikke bekymre dig om ekstra omkostninger – udgifterne dækkes centralt via SDU’s budgetmodel. Det gør det nemt for dig at fokusere på opgaven.
Der er indkøbt en række nye elbiler til flåden, som løbende bliver tilgængelige for booking via Mileage Book. De eksisterende diesel- og benzinbiler udfases gradvist og erstattes af elbiler.
Hvis du allerede har booket en bil
Overgangen til den nye bilflåde betyder, at alle bookinger fra og med den 5. januar 2026 af biler, der overgår til SDU Fælles Bilflåde, bliver annulleret.
Der er dog garanti for, at du får en bil – følg blot vejledningen her:
- Har du booket bil fra og med 12. januar 2026?
Book en ny bil i Mileage Book allerede nu.
Er der ingen ledige biler, kontakt Teknisk Service på 8888@sdu.dk senest 1. december 2025 – de sikrer, at du får en bil på den ønskede dato. - Har du booket bil i perioden 5.–11. januar 2026?
Kontakt Teknisk Service hurtigst muligt på 8888@sdu.dk. Du kan ikke selv booke i denne periode, fordi bilerne er ved at blive gjort klar til brug. - Har du booket bil før 5. januar 2026?
Din booking er uændret. Du skal ikke foretage dig noget. Nye bookinger af biler til brug før 5. januar foretages som hidtil via dit fakultets eller instituts bookingsystem.
Få hjælp til det nye system
For at gøre overgangen så nem som mulig har Teknisk Service oprettet en serviceside på SDUnet med alt, du skal vide om:
- Det nye bookingsystem Mileage Book.
- Retningslinjer for brug af bilerne.
- Spørgsmål og svar om overgangen.
Har du brug for hjælp til den første tur, kan du aftale at mødes med en medarbejder fra Teknisk Service ved bilen – skriv blot til 8888@sdu.dk .
Kom godt i gang med Mileage Book
Mileage Book er nemt at bruge, og du kan finde vejledninger til brug af systemet på de nye servicesider. Har du alligevel behov for lidt ekstra hjælp, kan du deltage i et introduktionskursus – fysisk eller online – i november. Det er ikke et krav at deltage i kurset for at kunne bruge systemet.
Se kursusdatoer og tilmeld dig her .
Et vigtigt skridt i SDU’s grønne omstilling
Alle biler får fælles service og booking. Den nye ordning frigør tid fra lokal administration og bilhåndtering og giver samtidig medarbejderne mere fleksible og enkle muligheder, når de skal bruge bil i arbejdet.
– Når vi samler SDU’s biler i en fælles bilflåde og løbende udskifter diesel- og benzinbiler med elbiler, tager vi et konkret skridt mod en grønnere og mere effektiv drift. Det handler både om at reducere vores CO₂-aftryk og om at bruge vores ressourcer klogere. Når vi samler bilerne ét sted og skifter til el, får vi en mere bæredygtig løsning, som samtidig gør det nemmere for medarbejderne at booke og bruge bilerne, siger universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind.
Spørgsmål?
Kontakt Teknisk Service på 8888@sdu.dk. De står klar til at hjælpe dig.
FAKTA
SDU’s bilflåde står for hovedparten af universitetets udledning fra fossile brændstoffer – omkring 100 tons CO₂e årligt. En fuld overgang til elbiler og bedre udnyttelse af en samlet, mindre bilflåde forventes at reducere denne udledning med op til 90 pct.