Skip to main content
DA / EN

Rektoratets klumme

Der bliver lagt låg på SDU’s fremtidige bacheloroptag fra 2025

Vi varetager i rektoratet SDU’s interesser i arbejdet med kandidatreformen. Det er – mildt sagt – en vanskelig opgave, vi er blevet stillet.

Af Prorektor Helle Waagepetersen, 29-05-2024

Kandidatreformen er grundlæggende et politisk ønske om at skabe en anden balance i det samlede danske uddannelsessystem, herunder at få flere unge til at få interesse for og søge mod de såkaldte erhvervs- og professionsrettede uddannelser. Et af de politiske værktøjer, man tager i brug, er et låg på antallet af studiepladser på universiteternes akademiske bacheloruddannelser.

Arbejdet med fordelingen af knapt 23.500 studiepladser mellem universiteterne har været et centralt spor i kandidatreformen, og den 19. april 2024 blev der opnået enighed mellem forligspartierne. I fordelingen mellem de 8 universiteter har de væsentligste hensyn været 1) samfundets efterspørgsel efter vores dimittender, og 2) at der skal være uddannelser i hele Danmark. Når det handler om samfundets efterspørgsel på dimittender, ligger SDU på niveau med de øvrige flerfakultære universiteter. Men SDU har fået ekstra studiepladser til at sikre noget af den vækst udenfor Odense, som SDU planlagde, og til dels allerede har gennemført, som en del af den forrige reform – den såkaldte ”Udflytningsaftale”. Vi har bl.a. fået øremærkede bachelorstudiepladser til IT-uddannelser i Vejle. Samlet set har SDU fra 2025 til 2029 mulighed for at optage 3.656 akademiske bachelorstuderende årligt. Fra 2030 nedjusteres tallet med afsæt i udviklingen i den nationale demografi for 19-23-årige.

Hvad betyder en ramme på 3.656 akademiske bachelorstudiepladser for SDU?

Efter corona-pandemien havde vi i 2022 et rekordlavt optag på 3.182 studerende, der i 2023 steg til 3.482. Det betyder, at vi i 2025 faktisk har mulighed for et lidt højere optag, end vi havde i 2023, og med tanke på det dalende antal unge, ikke mindst i region Syddanmark, tror jeg ikke nødvendigvis, at låget kommer til at kunne mærkes som en begrænsning. Samtidig har vi på SDU fra 2025 ændret i adgangskrav og processer i forbindelse med bacheloroptaget, hvor vi har et strategisk fokus på klar kommunikation og smidigt optag af dygtige og velkvalificerede studerende til SDU’s bacheloruddannelser. Der sker altså mange ændringer frem mod optag 2025. Læs mere om det her.

SDU’s ramme for bachelorstudiepladser i 2025 får også betydning for det antal studerende, vi – tre år senere, i 2028 – må optage på de klassiske 2-årige, 120 ECTS-kandidatuddannelser samt for hvor mange, der skal optages på nye typer af kortere kandidatuddannelser og erhvervskandidatuddannelser, der bliver en realitet fra 2028, som en del af kandidatreformens omlægning af landskabet for kandidatuddannelser.

Hvad bliver endnu vigtigere fremadrettet?

Vi ser ind i en fremtid, hvor vi bliver endnu hårdere styret ift. antallet af studiepladser, og det kommer til at kræve mange overvejelser at tegne SDU’s samlede uddannelsesportefølje. Det ændrer imidlertid ikke på, at SDU også i fremtiden vil udvikle nye uddannelsesudbud for at bidrage med højt specialiseret arbejdskraft til et lokalt, regionalt og nationalt arbejdsmarked.

Efter et mangeårigt fokus på kvalitet har SDU en stærk portefølje med gode uddannelser. Jeg vil i den sammenhæng gerne stille skarpt på 1) frafald, 2) overgang mellem bachelor og kandidat og 3) beskæftigelse. Det er tre parametre, der har været afgørende for den andel af studiepladser, SDU får tildelt i årene 2025-2029, og de vil blive mindst lige så afgørende, når der skal fordeles pladser igen i 2029 for den næste 5-årige periode, og så er det parametre, hvor SDU har potentiale til at kunne gøre det endnu bedre.

Jeg synes, at vi på SDU skal gøre det, vi er gode til. Det fremtidige universitetslandskab skal tilpasse sig arbejdsmarkedets og samfundets behov – det løber som en rød tråd igennem den politiske aftale om det fremtidige kandidatuddannelseslandskab. Men det står faktisk allerede tydeligt i SDU’s strategi: ”Frem mod 2030 vil vi udvikle universitetets uddannelsesportefølje i indhold og format og derigennem imødekomme samfundets – og særligt Region Syddanmarks – behov for kompetencer og ny viden”.

Sammen og på tværs skal vi på SDU skabe attraktive uddannelser og læringsmiljøer, hvor vi bedst muligt får udnyttet mulighederne i de nye rammer. Vi vil det næste halve år arbejde med sammenhængen mellem bacheloruddannelsesporteføljen og konturerne til det nye kandidatlandskab, som skal udbydes fra 2028. Drøftelserne vil starte i direktionen og uddannelsesrådet på den anden side af sommeren, hvorefter relevante fagmiljøer mv. bliver inddraget.

Helle Waagepetersen

Prorektor for Syddansk Universitet

Læs mere

Redaktionen afsluttet: 29.05.2024