Skip to main content
DA / EN

De studerendes klumme

EFTERLYSNING: SUND fornuft på SUND

Lad mig starte med at stille et hypotetisk spørgsmål: Hvis du skal have rejsevejledning til din ferie til Bali, vil du så have den af en, der har været der og oplevet landet, eller af en, der har fået fortalt og læst, hvordan landet skal opleves?

Af Niclas Vellier Nyegaard, 29-05-2024

Og lad mig så stille et aktuelt spørgsmål:

Hvis du er i problemer på dit studie, vil du så helst have faglig vejledning af en studerende fra samme studie, eller fra en på et helt andet studie på fakultetet?

Virkeligheden på SUND’s faglige vejledning er desværre nu, at den fagspecifikke vejledning er streget til fordel for et samlet vejlederteam på hele SUND.
Effektivt? Ja. Praktisk? Måske. En god ide? Nej.

Argumentet er, at der skal bygges en solid Kia, fordi der ikke længere er råd til en toptunet Ferrari. Det er bare virkelig dumt at nedgradere til en Kia, når man har garagen fyldt af Ferraridele, der fungerer upåklageligt.
I SDU’s strategi frem mod 2030 står der buzzwords som excellent, fremragende og banebrydende. Det flugter ikke ligefrem med en ambition om en solid Kia.

De sidste to år har jeg vejledt et utal af nuværende og kommende medstuderende i alt fra nye studieplaner til dispensationsansøgninger og udvekslingsmuligheder.

En kerneværdi for mig har været, at den studerende skulle gå fra vejledningen med flere svar end spørgsmål. Nogle gange ved selv at finde frem til dem, og andre gange ved, at jeg som vejleder guider dem mod det rigtige svar på baggrund af min viden og erfaring.

Mit faglige fundament står oven på 4 år som studienævnsmedlem, en aktiv deltagelse i de sociale og faglige studiemiljøer og vigtigst af alt: Min egen erfaring som studerende.

Jeg ved, at der er kæmpe forskel fra et 5 ECTS-point-fag til et andet 5 ECTS-point-fag.
Jeg ved i hvilke perioder, der er mere stress som studerende, og i hvilke perioder, der er mere ro. Og jeg ved hvilke eksamener, der er nemmere end andre.
Let’s be real. Der er forskel. Og nej – 1 ECTS-point er ikke altid ens.

Og netop den erfaring og viden bruges helt bevidst som en aktiv del af faglig vejledning, når der f.eks. lægges studieplaner med studerende, der skal indhente eksamener.

Men det kan man snart ikke længere. For nu er man ikke længere faglig vejleder på sin uddannelse. Man er vejleder på hele SUND.
Ikke fordi de andre uddannelser ikke har vejledere. Men fordi det er en bedre ide at have en flok vejledere, der ved lidt om alt i stedet for at vide meget om det område, de er ekspert i.

Men det er fordi vi mangler penge?

Nej. Det er fordi SDU er uduelige til at snakke sammen på tværs. I SDU Rekruttering sidder én studerende fra hvert studie i ordningen ”Mød de studerende online”. Et på mange måder herligt initiativ. Men også et dyrt initiativ. Det koster nemlig pr. mailkorrespondance – uagtet om den tager 2 minutter i alt eller 45 minutter i alt – 220 kr. Det svarer næsten præcist til en times løn for en faglig vejleder. Som for resten også får samme type mails og spørgsmål online, til messer og til åbent hus.
Så hvis du mangler et studiejob, vil jeg foreslå at kigge den vej mod en potentiel timeløn på over 1000 kr., før du kigger mod faglig vejleder-stillinger på langt mindre.

Jo højere oppe i et system man vælger at løse et problem, jo længere kommer man væk fra dem, problemerne reelt går ud over. Spørg enhver studerende, om de helst vil have vejledning af en, der har gået på samme studie, været til samme eksamener og haft samme undervisere, eller af en, der går på et helt andet studie.

Jeg ved godt, hvad de svarer. Det gør alle med en SUND fornuft.

Niclas Vellier Nyegaard

Kandidatstuderende på Idræt & Sundhed Studenterrepræsentant i SDU’s Bestyrelse

Redaktionen afsluttet: 29.05.2024