Skip to main content
DA / EN

AI på SDU

Sådan bruges AI på SDU – med fokus på de kommende uddannelser i Vejle

I de seneste udgaver af Rektoratets Nyhedsbrev har vi fået konstruktive input fra SDU-kollegaer om kunstig intelligens i arbejdet. Her zoomer vi ind på de studerende, der gennem SDU’s AI-uddannelser lærer at skabe fremtidens fundament for kunstig intelligens i samfundet.

Af Nicolai Lynge Drost, , 25-03-2026

Kunstig intelligens og brugen af det fylder mere og mere i samfundet, og det gælder også på Syddansk Universitet – ikke mindst i takt med at SDU er på vej med flere uddannelsestilbud på den nye campus i Vejle, der åbner op for nye studerende til næste semester.

Her er Mustafa Mert Çelikok, adjunkt ved IMADA, en af de centrale kræfter bag opbygningen af de nye AI-uddannelser som uddannelsesansvarlig for Computer Science og Articifial Intelligence.

Han kom til SDU i efteråret 2025 og har siden sin start været med til at designe både fagligt indhold, uddannelsernes struktur og samarbejdet med erhvervslivet. 

Et fundament, der rækker længere end værktøjer

Men ambitionen i Vejle er ikke at uddanne studerende, der blot kan bruge de nyeste teknologier.

- Selvom det hedder en AI-uddannelse, er det i bund og grund en stærk datalogisk uddannelse med specialisering i AI. Vi lægger vægt på algoritmer, statistik og matematik, fordi det er det, der gør de studerende i stand til at forstå og udvikle teknologien. Det handler ikke om at lære at bruge bestemte værktøjer, men om at forstå principperne bag. 

Tilgangen er bevidst: I en tid, hvor mange værktøjer bliver automatiseret – også kodning – er det netop den dybe forståelse, der bliver de studerendes vigtigste styrke.

At uddanne mennesker, der ikke kan erstattes

For Mert handler det i sidste ende om at ruste de studerende til en virkelighed, hvor AI ikke bare er et værktøj, men en medspiller – og i nogle tilfælde en konkurrent.

- Allerede efter bacheloren vil vores studerende kunne indgå i virksomheder og arbejde med AI-projekter, men vi forventer, at mange vil fortsætte på en kandidatuddannelse. Det, der gør dem værdifulde, er evnen til at forstå, vælge og udvikle de rigtige løsninger. Det er også en forskel, der gør, at de ikke bare kan erstattes af en model.

Samtidig arbejder uddannelserne tæt sammen med virksomheder i regionen, hvor efterspørgslen på kompetencer allerede er høj.

Fra undervisning til virkelighed – tæt kobling til erhvervslivet

En central del af uddannelserne er, at de studerende arbejder med virkelige problemstillinger – ikke kun teoretiske øvelser.

- Vi arbejder meget bevidst med projekter, der ikke bare er øvelser, men som ligner virkelige problemstillinger fra virksomheder. Vi samarbejder allerede med store, internationale virksomheder omkring Vejle, så de studerende kan arbejde med konkrete cases og også skabe jobskabende relationer. 

Ambitionen er, at de studerende allerede under studiet oplever, hvordan deres kompetencer skaber værdi uden for universitetet.

AI bliver en del af alle uddannelser

Mert Çelikok er overbevist om, at AI kommer til at spille en rolle på tværs af stort set alle fagområder og uddannelser i de kommende år.

- AI kommer ikke til at være begrænset til tekniske uddannelser – det vil påvirke alt fra medicin og jura til naturvidenskabelige uddannelser. Det handler ikke om at gøre alle til AI-specialister – men om at give alle studerende en forståelse, der gør dem i stand til at bruge teknologien kvalificeret med øget viden til følge. 

Etik er ikke et tillæg – det er en del af kernen

Med den stigende brug af AI følger også nye spørgsmål om ansvar, databrug og samfundsmæssige konsekvenser. De aspekter fylder meget og vil være en integreret del af uddannelserne.

- Vi har både kurser i AI og etik og i AI i samfundet, fordi det er afgørende, at de studerende reflekterer over konsekvenserne af teknologien og over de langsigtede samfundseffekter. Samtidig taler vi åbent om udfordringer som brugen af AI i studier, hvor det kan underminere læring. Målet er at skabe ansvarlige dataloger og ikke bare dygtige teknikere.

Det gælder også i undervisningen, hvor AI både er et redskab og en udfordring i forhold til eksamensformer og læringsprocesser.

Et stærkt miljø – med potentiale til mere synlighed

SDU står allerede stærkt på AI-området, både forskningsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Men potentialet kan udnyttes endnu bedre.

- SDU står faktisk rigtig stærkt på AI-området med dygtige forskningsmiljøer og kompetencer på tværs af flere fakulteter og campusser. Udfordringen er ikke kvaliteten, men at vi er spredt, så det udefra kan være svært at få øje på styrken. Hvis vi bliver bedre til at samle og synliggøre vores arbejde, kan vi fremstå endnu stærkere både nationalt og internationalt. Potentialet er der helt klart.

Mustafa Mert Çelikok
Mustafa Mert Çelikok

Adjunkt ved IMADA

Redaktionen afsluttet: 25.03.2026