Skip to main content
DA / EN

Replik

Svar fra ledelsen på SDU til klummen om jobglidning

I klummen “Ulogisk jobglidning: AC eller HK på SDU?” rejser tillidsrepræsentanterne for HK Kontor en vigtig drøftelse om kompetencer, opgaveudvikling og rekruttering på SDU.

Af Universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind, 25-03-2026

Jeg vil gerne takke Michelle, Lone, Ann, Helle, Heidi, Maria og Mette for et engageret indlæg. Klummen afspejler et tydeligt engagement i universitetets arbejdsplads og i, hvordan vi sikrer gode og motiverende rammer for medarbejderne. Det er værdifuldt, at disse spørgsmål bliver rejst.

Ledelsen på SDU værdsætter de mange forskellige fagligheder, som er ansat på universitetet, og som bidrager til, at SDU fungerer godt. Det gælder også de stærke administrative fagligheder, som HK-medarbejdere bidrager med hver dag.

Universitetets opgaver og rammevilkår har været og er under stor forandring. Øget regulering, mere komplekse samarbejder, fortsat digitalisering og større behov for data og analyser har på nogle områder medført behov for nye og supplerende kompetencer. Eksempelvis kompetencer inden for jura, data og analyse. 

Sådanne forandringer bør håndteres på en måde, så alle oplever ændringerne som forståelige og meningsfulde. Klummen peger på en bekymring, som det er vigtigt at tage alvorligt: at udviklingen i stillingsindhold og rekruttering ikke må føre til, at medarbejdere oplever deres faglighed som mindre værdsat.

Efter min opfattelse peger klummen på nogle væsentlige opmærksomhedspunkter. Det ene er betydningen af, at alle medarbejdere oplever respekt, anerkendelse og faglig stolthed på arbejdspladsen. Det andet er behovet for løbende og målrettet kompetenceudvikling, herunder i lyset af digitalisering og kunstig intelligens. Det tredje er behovet for tydelig ledelse og god dialog om, hvordan opgaver udvikler sig, hvilke kompetencer der efterspørges, og hvordan stillinger slås op.

Netop den løbende kompetenceudvikling er allerede en del af handlingsplanen for karriere- og kompetenceudvikling, som Hovedsamarbejdsudvalget har godkendt. Her er det vigtigt, at vi fortsat har blik for, hvordan teknisk-administrative medarbejdere understøttes i at udvikle de kompetencer, som universitetet har brug for – nu og fremover.

For mit eget vedkommende vil jeg gerne tage emnerne fra klummen op i både Hovedsamarbejdsudvalget og Administrationens Samarbejdsudvalg, så vi kan få en fælles drøftelse mellem ledelse og tillidsrepræsentanter om kompetencer, rekruttering, udvikling og opgavefordeling på SDU.

Endnu en gang tak for jeres engagerede indlæg. Jeg ser frem til den videre dialog.

Thomas Buchvald Vind
Universitetsdirektør

Thomas Buchvald Vind

Universitetsdirektør for Syddansk Universitet

Læs mere

Redaktionen afsluttet: 25.03.2026