Fra studentermedhjælper til Sapere Aude-modtager

Torsdag den 20. juni var et foreløbigt højdepunkt i Maria Louison Vangs akademiske karriere. Mange års hårdt arbejde kulminerede med DFF-bevillingen Sapere Aude på 6 millioner kroner, der uddeles til særligt talentfulde yngre forskere, som er parate til at lede flere deltagere i et forskningsprojekt på højt internationalt niveau.

Det betyder også, at den 32-årige lektor fra SDU i de kommende år har fået tid og ressourcer til at undersøge et centralt spørgsmål fra hendes forskningsfelt endnu mere – nemlig hvad et traume er, hvad der udløser det og hvordan det bedst kan identificeres. 

En bedre forståelse af traumer 

Det passer med det nye diagnosesystem (ICD-11), som er WHO’s 11. udgave af den internationale klassifikation af sygdomme og andre helbredsrelaterede tilstande, som i de kommende år skal udrulles i det danske sundhedsvæsen. Heri åbnes der for en bredere definition af kriteriet for, hvad et traume er, og det kræver ny viden på området, så det sikres, at der tages bedst hånd om de, der udsættes for et traume. 

Traumet som anledning til at udvikle posttraumatisk stress (PTSD) har kun været nævnt i WHO’s manual over diagnoser og tilstande siden ICD-10, der i øvrigt blev udgivet omkring samme år, som Maria Louison Vang blev født. Men for at forstå, hvordan hun bliver en af de vigtigste personer til at forstå danskere, der udsættes for et traume, skal vi spole tiden tilbage til år 2010, hvor hun var ved at søge ind på universitetet. 

Blev næsten negot

- Jeg er fra Fyn, og jeg ville rigtig gerne læse på SDU. Jeg stod med valget mellem at søge ind på negot-uddannelsen og så psykologi-vejen. Jeg havde prioriteret den sproglige uddannelse højest, men jeg endte på den sidste dag med at ringe ind og bede om at få byttet rundt på prioriteringen i min ansøgning. Og det endte heldigvis med, at jeg ramte den rigtige hylde i psykologi og kom ind.

Ret hurtigt blev hun fanget af forskningen og den detaljegrad, der fulgte med. Videnscenter for Psykotraumatologi søgte en studentermedhjælper til at hjælpe med et it-system efter første år, og det søgte hun, da hun gerne ville ’indenfor’ i det faglige miljø.

Jeg startede med at organisere arkivet. Der skulle ryddes op og hæftes artikler sammen. Jeg rettede referencelister på artikler, der skulle indsendes til tidsskrifter og lignende rugbrødsarbejde. Det betød, at jeg indirekte blev oplært i, hvordan maskinrummet i forskningsgerningen fungerer, forklarer hun. 

Lige så stille blev Maria Louison Vang mere erfaren i at navigere i opgaverne og fik gradvist mere krævende opgaver, som også kunne bidrage mere substantielt til forskningsaktiviteterne. Hun var i gode hænder hos Ask Elklit og resten af forskergruppen, understreger hun.

På udebane på Ulster

Et stykke inde i psykologistudiet kom hun i kontakt med professor Kaya Roessler, som inviterede hende ind i et projekt, der havde fokus på kommunikationen mellem læger og patienter. 

- Det var et helt andet fokus og videnskabsteoretisk og metodisk udgangspunkt med interviews og observationer, end jeg var vant til, og jeg lærte meget af at samarbejde med Kaya og lægerne, patienterne og sygehusafdelingerne i projektet. 

Efter uddannelsen opstod der en unik mulighed i for en ph.d.-uddannelse i CONTEXT, et EU-finansieret samarbejde mellem Danmark (Syddansk Universitet, De Danske Børnehuse og Røde Kors), Irland (Trinity College Dublin, Spirasi og Voldtægtscentret i Dublin) og Nordirland (Ulster Universitet, Nordirlands Politi og Probation Board of Northern Ireland), hvor Maria Louison Vang søgte ind. 

- Jeg fik ikke den ph.d. jeg søgte, men havde skrevet i min ansøgning, at jeg gerne ville i betragtning til hvilken som helst ph.d. i programmet, og så var der mulighed for, at jeg kunne komme til interview om en ph.d. om sekundær traumatisering i de Danske Børnehuse, og så slog jeg til. 

Der fulgte en grunduddannelse i psykotraumatologi med i ansættelsen på Ulster University samt fokuserede ophold på Trinity College Dublin og Syddansk Universitet. 

- Der var et virkelig godt program til os unge forskere. Jeg havde en ekstremt dygtig hovedvejleder, der tog sig tid til mig og udfordrede mig. Jeg lærte en masse om statistiske analyser og om, hvordan man bruger sin tid som forsker – hvordan man laver samarbejder, planlægger sin tid og kan bruge de organisatoriske strukturer omkring uddannelsesprocessen som en hjælp til at komme fremad.

Tilbage hvor det hele startede

Maria Louison Vang har dermed fået alle dansetrinene til at være en succesfuld forsker ind i løbet af sit uddannelsesforløb fra start til slut, så hun i dag er i stand til at folde sig ud på det akademiske dansegulv, for nu at blive i den analogi. 

Efter en postdoc-stilling, hvor den talentfulde forsker fortsatte samarbejdet med De Danske Børnehuse, blev hun i 2022 ansat som lektor i en delt stilling med 80 % ansættelse på Videnscenter for Psykotraumatologi og 20 % hos Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på OUH. 

Her er hun i dag med en Sapere Aude-bevilling til at undersøge det helt store spørgsmål, der altid har fulgt hende om traumer. 

Traumer behøver ikke ødelægge så mange liv

- Den ekstreme situation, som et traume er, kan være med til at synliggøre, hvordan vi fungerer som mennesker. Traumet som prisme synes jeg er interessant. I dag er der mange liv, der tabes, som ikke behøver at blive det, hvis man kan sætte hurtigere ind med den hjælp, der er behov for. Det håber jeg at kunne være med til at gøre en forskel omkring, siger hun.

Man skal ikke tale om traumer ret længe med den unge forsker for at finde ud af, at hun ikke blot ved utroligt meget om emnet, men at hun også kan tale meget længe om det. Flere gange understreger hun, at intervieweren endelig skal bryde ind, hvis det bliver for meget. 

- Jeg er glad for at have opdaget forskningsfeltet tidligt i min karriere, så jeg har meget tid til at forske i det, siger hun grinende.

De gode erfaringer skal med til den næste generation

Adspurgt om, hvad hun vil fremhæve på sit kontor, som det nok ikke er alle, der har, må Maria Louison Vang lede lidt, men til sidst drejer hun blikket hen i vindueskarmen, hvor der er farvede stjerner og en farverig cocktailpind. For Maria Louison Vang husker at fejre de små succeser for hende og kollegaerne.

- Der er mange afslag og afvisninger i forskningsverden, så jeg forsøger at gøre noget ud af at markere milepælene, store som små, ligesom jeg selv har kollegaer, der gør det samme for mig. Det kan godt være en hård verden at være i, og jeg har flere gange overvejet, om det er det værd. 

- Men de gange, hvor det virkelig har været presset, har der har været nogen, der har taget sig tid til at lytte og forstå den situation, jeg har stået i. Og som samtidig har tilbudt støtte, opmuntring og opbakning – og udfordring. Det har været afgørende for, at jeg er blevet ved. I min lektorbedømmelse hæftede man sig ved, at en del af min produktivitet måske også skyldes, at jeg har været en del af en forskningsgruppe, som har næret mig godt og hjulpet mig med at udnytte mit potentiale. Det er rigtigt for flere af de grupper, jeg har haft fornøjelsen af at være en del af, og den tilgang vil jeg meget gerne give videre til den næste generation af unge forskere, slutter Maria Louison Vang.