SDU Business School
Uge 18: Grundlaget for den faglige organisering på SBS er godkendt af styregruppen
Styregruppen har behandlet den faglige arbejdsgruppes analyser og modeller for den fremtidige VIP-organisering på SBS og har givet grønt lys til det videre arbejde.
Den faglige arbejdsgruppe blev nedsat med det formål at afdække mulige modeller for organisering af det videnskabelige område på SBS frem mod tiltrædelsen af SBS-lederen.
Arbejdsgruppen har kortlagt den eksisterende organisering og ledelsesstruktur samt udviklet rammer og designkriterier på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse. Med afsæt heri har arbejdsgruppen skitseret fire idealmodeller for den faglige organisering og foretaget en indledende vurdering af disse. Arbejdsgruppens afrapportering kan tilgås her: Fremtidig akademiske organisation på SDU Business School (udkast, engelsk).
Styregruppen takker arbejdsgruppen for det grundige og systematiske afdækningsarbejde, som giver et solidt og velunderbygget grundlag for det videre arbejde.
Den videre proces
På styregruppens møde d. 27. april blev arbejdsgruppens afrapportering behandlet sammen med de modtaget input fra Samarbejdsudvalget og Akademisk Råd.
På den baggrund har styregruppen godkendt, at SBS-leder, Jacob Kjær Eskildsen, arbejder videre med at konkretisere den faglige organisering med rapporten som grundlag. Den faglige arbejdsgruppe vil fortsat blive inddraget som sparringsgruppe i det videre arbejde.
Den kommende periode vil bestå af dialoger med de faglige miljøer og den faglige organisering vil være omdrejningspunkt for seminaret for SBS d. 1. juni 2026, hvortil der vil være et oplæg til en faglig organisering. I den efterfølgende periode vil der være mulighed for yderligere dialoger og inddragelse af medarbejdere samt de kollegiale organer.
Den endelige beslutning om den faglige organisering forventes at ske senest d. 26. juni 2026.
Den administrative organisering på SBS
Sideløbende arbejdes der med en konkretisering af den administrative organisering af sekretariatet på SBS efter den overordnede ramme for den administrative organisering blev udmeldt. Konstitueret sekretariatschef, Johanna Süssmeir, arbejder i den forbindelse tæt sammen med de nuværende institutsekretariater på IVL og IEB samt deres ledere.
Målet er at sikre en administrativ organisering, der understøtter og spiller godt sammen med den faglige organisering på SBS. Det forventes derfor, at den administrative organisering ligeledes er på plads inden sommerferie.
Yderligere information og spørgsmål
Såfremt medarbejdere har spørgsmål til processen, er det altid muligt at kontakte sin nærmest leder og/eller en tillidsrepræsentant. Sitet på https://sdunet.dk/da/service/business-school på SDUnet vil desuden løbende blive opdateret.
Næste nyhed forventes lagt på SDUnet i uge 21