Spring til hovedindhold
DA / EN

Studentermedhjælpere fra andre lande end Danmark (inkl. grænsependlere)

EU-borgere

Statsborgere fra EU/EØS-lande skal ikke have en opholds- og arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark. 

Ved ophold i Danmark, der overstiger 3 måneder, skal medarbejderen registrere sig hos International Citizen Service og søge om et EU-opholdsdokument samt CPR-nummer. Dette er nødvendigt for at få skattekort, bankkonto og MitID.

Lifeindenmark.dk har lavet en tjekliste, der giver et godt overblik over ansøgnings-og registreringsprocessen.

 

Ikke EU-borgere

Statsborgere fra lande uden for EU skal som udgangspunkt have en opholds- og arbejdstilladelse forud for påbegyndelse af arbejdet på SDU. Derfor er det vigtigt, at det i god tid inden ansættelsesstart afklares, om der skal søges opholds- og arbejdstilladelse, lige som det det skal sikres, at der er afsat rigelig tid til denne proces.

Den studerende må ikke arbejde mere end det antal timer, arbejdstilladelsen angiver. Fraviger den studerende vilkårene i arbejdstilladelsen, kan Styrelsen for International Rekruttering og Integration inddrage eller nægte forlængelse af opholdstilladelsen. Det gælder, selv om den studerende i øvrigt opfylder betingelserne for sin opholdstilladelse herunder f.eks. kravet om studieaktivitet.

Hvis man som udenlandsk studerende arbejder ulovligt i Danmark, risikerer man udvisning. Både den studerende og arbejdsgiveren i Danmark (SDU) kan straffes med bøde eller fængsel for lovovertrædelsen. Derfor er det nødvendigt, at arbejdsgiver (lokal HR) forud for ansættelsen sikrer sig, at ovennævnte regler overholdes.

Grænsependlere

Der gælder særlige regler for medarbejdere på SDU, der opretholder deres bopæl i udlandet, men som arbejder fysisk i Danmark. Som grænsegænger vil der være nogle praktiske ting såsom sygesikring, social sikring, skatteforhold m.m., der skal håndteres anderledes. Informer altid ISO, hvis en medarbejder bor i et andet land end Danmark under ansættelsen.

Hold dig orienteret på International Staff Office’s (ISO) serviceside.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til ISO: iso@sdu.dk
​