Akademisk Råd behandler i henhold til SDUs Principper for talentudvikling for studerende to gange om året indstillinger vedrørende udmærkelser på eksamensbeviset.
Jf. Talentbekendtgørelsen forudsætter udmærkelse på eksamensbeviset, at den studerende har opnået et højt fagligt niveau i forhold til uddannelsens øvrige studerende. Endvidere skal den studerende i dennes resultater på fagområdet som minimum have dokumenteret et af følgende kriterier:
1) At have opnået kvalifikationer ud over, hvad der kan forventes opfyldt i forhold til fagområdets læringsmål.
2) At have demonstreret ekstraordinære eller særlige innovative evner i henseende til at have udviklet, organiseret, og realiseret faglige eller tværfaglige initiativer.
Udmærkelser i henhold til pkt. 1 beror på en samlet vurdering af den studerendes faglige niveau, herunder vurdering af specialet i kandidatuddannelsen, bachelorprojektet i en bachelor- eller professionsbacheloruddannelse. Eksaminator og censor udarbejder en samlet indstilling, som sendes til Akademisk Råd som vurderer, om den studerendes faglige niveau, herunder specialet eller bachelorprojektet, har en sådan ekstraordinær karakter, som berettiger til udmærkelse.
Udmærkelser i henhold til pkt. 2 sker efter indstilling fra studielederen/studienævnet til Akademisk Råd, som vurderer, om de ekstraordinære eller særlige innovative evner berettiger til udmærkelse.