Nedenfor kan du se den engelske del af webinaret afholdt den 1. juni 2026.
På webinaret holdt Christian Heyde-Pedersen et inspirationsoplæg om specialeforsvarene på cand.negot. Se hans præsentation i boksen til højre. Da studerende på Negot ofte laver specialer i samarbejde med virksomheder vil fremgangsmåde ikke kunne overføres en til en på alle humanioras uddannelser.
Til højre finder du ligeledes præsentationen fra prodekan Lars Grassmé Binderup.
Endelige kan du finde svar på mange spørgsmål i vores FAQ.
Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte HUM Uddannelse på hum-uddannelse@sdu.dk.
Se webinar om specialeforsvar
FAQ om specialeforsvar på Det Humanistiske Fakultet
Hvis det ved aflevering konstateres, at specialet ikke lever op til de fastsatte formkrav (er det for kort, er det for langt, mangler resumeet, er resumeet for langt eller kort mv., se fagbeskrivelsen for nærmere information), skal specialet afvises til bedømmelse.
Det er eksaminator, der afgiver bedømmelse ”AV” (afvist).
Ved bedømmelsen Afvist aflyses det mundtlige forsvar, og den studerende går ud i andet forsøg. Studiesekretæren giver studienævnet besked, og studienævnet fastsætter en ny afleveringsfrist for indlevering af specialet, hvor alle formalia er opfyldt.
Ved mistanke om eksamensuregelmæssigheder allerede under læsning af specialet, skal sagen indberettes til studielederen og forsvaret gennemføres ikke. Læs mere under Eksamensuregelmæssigheder
Fakultetet anbefaler, at censor og eksaminator har en samtale inden specialeforsvaret for at fastlægge et niveau for den skriftlige del, og aftale nærmere omkring forløbet af forsvaret.
Denne samtale, som fx kan foregå enten pr. telefon, via teams eller ved fremmøde før eksamen, indgår i de 7 t., der er afsat til bedømmelse af specialet til censor.
Bemærk, at der skal afgives én samlet karakter for specialet – ikke to karakterer for de to dele hver for sig.
Varigheden af det mundtlige specialeforsvar er 40 minutter inklusive votering. For grupper se nedenfor.
Det mundtlige forsvar foregår på samme sprog, som specialet er udfærdiget på, medmindre der er faglige årsager til andet, fx på sproguddannelserne.
Alle hjælpemidler er tilladt, så den studerende kan medbringe specialet, bøger, noter, computer osv. Hvis den studerende medbringer computer eller andet teknisk udstyr, er de selv ansvarlige for den tekniske gennemførelse. Hvis der opstår tekniske problemer, gennemføres det mundtlige forsvar på trods af disse, og den studerende har ikke krav på en omprøve.
Nedenstående gælder, hvis ikke der er fastsat lokale retningslinjer i studieordning og fagbeskrivelse.
Det mundtlige forsvar rammesættes som en ambitiøs og kritisk faglig dialog om specialets faglige grundlag og indhold.
Den studerende indleder med et oplæg på højst 10 minutter. Den studerende bør ikke afbrydes under oplægget, medmindre de selv inviterer til det. Præsentationen er den studerendes mulighed for at vise, at han/hun mestrer emnet, og at de selv kan udpege det vigtigste i arbejdet. Det skal være en selvstændig, fokuseret fremlæggelse.
Det mundtlige specialeforsvar og specialet skal vurderes samlet, men både den mundtlige og skriftlige del skal vurderes til bestået, før specialet kan bestås. Der gives kun én samlet karakter for specialet.
Det mundtlige forsvar skal gennemføres uanset bedømmelsen af den skriftlige del af specialet, med mindre der konstateres snyd allerede ved gennemlæsning af specialet. Læs mere under Eksamensuregelmæssigheder nedenfor.
Efter voteringen kaldes den studerende ind og får oplyst sin karakter og en begrundelse for denne.
Uenighed om bedømmelsen
Hvis eksaminator og censor ikke kan blive enige om bedømmelsen, træder bestemmelserne i eksamensbekendtgørelsen i kraft:
§ 25. Er bedømmerne ikke enige om karakteren, giver de hver en karakter. Den endelige karakter er gennemsnittet af disse karakterer afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Ligger gennemsnittet midt imellem to karakterer, er den endelige karakter kun nærmeste højere karakter, hvis censor har givet den højeste karakter.
Der skal afgives en karakter.
Hvis det er helt umuligt at nå til enighed, er der den mulighed, at eksaminator og censor hver afgiver en karakter, som sendes til SDU Uddannelse Registratur, som så udregner den endelige karakter. I dette tilfælde vil man ikke kunne oplyse den studerende om karakteren i forlængelse af forsvaret. Eksaminator må gerne orientere den studerende om uenigheden.
Inden forsvaret
Hvis eksaminator eller censor ved gennemlæsning af specialet inden forsvaret har mistanke om snyd skal eksaminator indberette sagen til studielederen, som skal vurdere, om sagen skal videre til sagsbehandling for brud på SDUs regelsæt. Læs mere om indberetning.
Under forsvaret
Hvis eksaminator eller censor under det mundtlige forsvar vurderer, at der kan være tale om en mulig overtrædelse af SDU’s eksamensregler, herunder at GAI er blevet brugt på en måde, som ikke er tilladt, skal I i udgangspunktet fortsætte forsvaret.
I må herunder ikke forkorte eller forlænge forsvaret, stille spørgsmål uden for målbeskrivelsen eller i øvrigt forskelsbehandle de studerende, fx ved at stille kontrolspørgsmål angående formodet ulovligt brug af GAI.
I må dog gerne stille relevante faglige spørgsmål, der indirekte kan hjælpe med at afklare, om GAI er blevet brugt ulovligt.
Når forsvaret er afsluttet, anbefaler fakultetet, at I – trods mistanken om snyd – voterer og når frem til en karakter, men I må ikke oplyse den studerende om karakteren. Hvis I vurderer, at der er risiko for at jeres mistanke kan influere på jeres bedømmelse, skal I dog ikke foretage en bedømmelse.
Når prøven er afsluttet, skal eksaminator informere den studerende om, at der igangsættes en undersøgelse af en mulig overtrædelse af SDU’s eksamensregler. Eksaminator skal herefter indberette sagen til studielederen. Læs mere om indberetning.
Hvis studerende har udarbejdet specialet i en gruppe, skal de som udgangspunkt til et fælles specialeforsvar.
Varigheden er afhængig af antallet af studerende og fastsat til
- 60 min. for to studerende, inkl. votering.
- 80 min. for tre studerende, inkl. votering.
Præsentationens længde er 15 min. ved to studerende og 20 min. ved tre studerende.
I dialogen, der efterfølger det indledende oplæg, har vejleder og censor ansvaret for at få udspurgt alle i gruppen, så det er muligt at bedømme de studerende individuelt både for den skriftlige og den mundtlige præstation.
Efter voteringen kaldes de studerende som udgangspunkt ind enkeltvis og får deres karakter samt en uddybning af denne. Hvis de studerende ønsker en fælles tilbagemelding, kan de bede om dette ved prøvens begyndelse.
Hvis et gruppemedlem bliver syg og dermed er forhindret i at deltage i det fælles forsvar, skal de øvrige gruppemedlemmer gennemføre forsvaret på den planlagte dato. Den sygdomsramte studerende skal følge praksis for sygemelding til eksamen, og der vil blive planlagt et individuelt specialeforsvar, når den studerende er rask igen.
Studerende, som skriver speciale sammen, har ifølge eksamensbekendtgørelsens § 14 ret til at gennemføre det mundtlige forsvar individuelt. I disse tilfælde skal dette oplyses til vejleder, når specialet afleveres. Studerende, som har skrevet speciale sammen, men som går til det mundtlige forsvar individuelt, må ikke overvære hinandens forsvar.

